Kære dagbog

Mandag vågnede jeg med rindende øjne, hvilket ikke kunne få mit p*s i kog, når man altså ser bort fra selve irritationsmomentet, fordi det fortsatte hele dagen igennem. Hele tiden måtte jeg tørre øjne og sidde her var næsten umuligt, for det var ret svært at fokusere på alle de her bogstaver gennem våde øjne.

Tirsdag fortsatte det, og natten igennem sov jeg ikke særligt godt pga. nogle forskrækkelige jag bag højre øre. Ud på eftermiddagen blev det værre, og jeg registrerer pludselig også, at jeg har svært ved at lukke højre øje. Til sidst endte det med, at jeg stillede mig foran et spejl og jo. Ganske rigtigt. Højre øje lukkede ikke. Jeg koncentrerede mig dybt og prøvede adskillige gange. Men nej. Samtidig lagde jeg mærke til, at ansigtsmimikken i højre side ikke helt var, som den burde være. Ikke meget rykkede sig, når jeg lavede ansigter, - kun venstre side, der opførte sig helt normalt.
Nervøs blev jeg og de værste tanker for gennem hovedet på mig. Jeg mærkede her, der og alle vegne, løftede arme og ben, men lige med undtagelse af højre side af ansigtet, så var alt normalt.
Alligevel kontaktede jeg lægen. Klokken var 15.30. Hun mente, at jeg måske havde fået træk. Det lød vel ret sandsynligt, når man ellers kender mig og ved, at jeg altid flagrer med både dør og vinduer uanset årstid. Fik dog en tid til onsdag, men fik besked på, at blev det værre de næste timer, så skulle jeg søge lægevagten. Intet ændrede sig.

Onsdag var jeg så ved lægen, der hurtigt kunne se, at jeg var ramt af en ansigtslammelse. Joh, det havde jeg nu også selv konstateret. Hun ville ikke sige noget endeligt, så ringede til en hals- øre- næsespecialist, der godt ville kigge på mig et par timer senere, så hjem igen og vente lidt, før turen atter gik mod byen. Det blev nu konstateret efter adskillige prøver, at jeg var blevet ramt af det, man kalder for Bells Parese. I langt de fleste tilfælde går det i sig selv igen i løbet af 2-3 måneder, og kun ganske få får varige mén. Nu håber og krydser jeg fingre for, at det her er overstået længe før, der er gået 2-3 måneder, for kors hvor er det dog irriterende. Ikke nok med at øjnene løber i vand og ansigtsmimikken ikke helt er, som den burde være, så er det utroligt trættende. Nu er jeg allerede ret drænet for energi, for bruger en del kræfter på at fokusere hele tiden. Okay, i dag har jeg så også haft brug for både at koncentrere og fokusere, nu jeg har sat den nye computer til, men jo kun for hurtigst muligt at kunne komme i sving igen.

Fredag skal jeg til blodprøvetagning. Alt jeg kan huske, jeg skal undersøges for er borrelia, eller hvordan det nu staves. På dansk: Tægebid. Resten husker jeg ærligt ikke. Dernæst er der sendt besked til sygehuset, at jeg skal derud og have foretaget en scanning.

Bedst af alt i dag, hvad alt det her angår:
Hos lægen skulle jeg blandt andet lave nogle øvelser, hvor jeg skulle rynke panden, men men men... dertil sagde hun:
"Det er umuligt at tage den her øvelse med, for du har ingen rynker."

DET bad jeg hende inderligt skrive i journalen *G*