har ikke tid... men må bare lige... jeg er ved at revne, for at komme ud med det her, se det på skrif, så jeg ved at det er vgirkeligt.

andreas og jeg skulle lave and i går. jeg orkede bare ikke at fortælle det til nogle ag mine venner, for jeg er så træt træt træt af at blive skældt ud. ("du bør altså ikke se andreas, lad ham nu være, drop det, kom nu for helvede videre")
så det var bare min hemmelighed, som jeg har gået og glædet mig til aiden søndag.

det var så hyggeligt. vi lavede lækker mad, spiste, hyggede og drak lidt vin. vi meget intime og afslappede begge to, rart, fordi det nogle gange bliver ret anstrengt når vi er sammen. mig, der skal tage mig sammen og virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at flippe ud eller røre ved ham.
men sådan var det slet ikke i aftes. han var sød og hyggede sig, og jeg var sjov og hyggelig.

og så...
helt uden at jeg plagede. helt på hans eget initiativ. var vi sammen.
hvordan kan noget føles så perfekt, normalt og rart? jeg fatter det ikke.
det var så dejligt at røre ved ham, at jeg var ved at dø.
"du må bare ikke tro noget..." sagde han. "nej nej, jeg tror ikke en skid" svarede jeg.

og jeg tror ikke noget. men han er jo min. min min min. selvom han ikke tror det.
helt ærlig, jeg elsker ham jo overalt på jorden, så skal det da også ende godt, ikke?