Vi er alle stærke på hver vores måde. Når det kommer til kærlighed, er jeg det ikke. Måske er det bare ikke meningen, at kærlighed skal gøre stærk... jeg tvivler på det, især hvis man ender med at være den, der græder.

Hysterien, tårene, der ingen ende vil tage, fokuseringen på denne ene...

Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget - og bønfaldt så meget, om at en person ville tilgive, som i det sidste år. For 13 måneder og 10 dage siden oplevede jeg for første gang, at en person sagde; jeg elsker dig, til mig. Vi havde lige haft sex, lå i hans seng i mørket, helt fugtige og varme - og så kom de tre små ord, jeg havde ønsket at høre... men de var forkerte, da de kom, de gjorde ondt og angst, fordi jeg pludselig så et perspektiv, jeg ikke kunne overskue

- at jeg skulle elske tilbage.

Og selvom jeg gjorde det, så kunne jeg ikke, jeg kunne i al fald ikke anerkende det. Jeg indså, at jeg virkelig elskede ham, at for min skyld kunne det være for altid - og så begik jeg fejlen, der skulle ændre det hele. Drak mig pissefuld, blev bange og kyssede to små kys med en anden. Og han kom, han så det ikke, men han hørte dem hviske i krogene - og jeg vidste, at det gjorde ondt på ham - for det gjorde ondt på mig. Jeg gik fra ham, skred fra alt det, vi havde bygget op - gav ham ikke en chance for at ændre min beslutning. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, derfor gik jeg, fordi jeg ikke ville kunne tilgive mig selv, selv hvis han tilgav. Og jeg var ærlig og sagde, at det ikke havde betydet noget, at jeg var blevet bange. Men jeg nægtede at snakke om det. I starten var det okay - nok fordi jeg ikke havde forstået alvoren, at nu var det slut, at jeg havde ødelagt det mest kostbare af alt - kærligheden.

Efter en uge gik det op for mig, vi var ude for at snakke, men der var ikke noget at snakke om, jeg turde ikke. Og han ventede på den undskyldning, han ikke ville høre, han ventede på grunden til for alvor at hade mig. Vi sagde farvel - og jeg græd hele natten, sad på gulvet lige indenfor døren og rystede og græd, høre Magnolia-soundtracket hele natten og sad som en autist i min seng og vuggede frem og tilbage, mens det gjorde ondt indeni. Overalt indeni. Og det gjorde det i lang tid.

Det gør det stadig nogle dage og især nogle nætter.

Vi mødtes af og til, kyssede og holdt om, men det var aldrig det samme, men jeg tog imod, tog alt det, jeg kunne få - selvom jeg ikke fortjente det. Og det holdt mig fast.

Jeg flygtede til Malaysia i tre uger - men det eneste, jeg ville, var at holde om ham igen, jeg ville slette det hele og begynde forfra, men det kan man jo ikke. Jeg var timer fra at droppe min vintereksamen. Juleaften tudede jeg hele natten, mens jeg råbte og skreg af ham overfor en ven i telefonen. Nytårsaften fik jeg kærlige sms'er fra ham - og brød sammen, da klokken slog tolv. I begyndelsen af januar brugte han en aften at fortælle mig, hvor mange problemer, jeg havde med mig selv og mit liv. Jeg sad der i 5 timer og hørte ham skille mit liv ad - og jeg tænkte; hvordan kan han tillade sig det? Jeg blev så lille, og han ville ikke engang holde om mig og samle mig igen, han skilte mig bare ad. Og når han rørte ved mig, trak jeg mig væk, fordi jeg vidste, jeg ikke ville kunne holde fast i berøringen, at den ikke tilhørte mig mere. Jeg græd hele natten. Jeg sad på badeværelsesgulvet næste morgen, under bruseren, men det blev ikke bedre, jeg kunne slet ikke mærke vandet, jeg kunne slet ikke mærke tårene, jeg kunne slet ikke mærke noget som helst - fordi det gjorde ondt i tanker, fordi jeg bare vidste, at det her var enden - at nu kunne jeg ikke komme videre, at der gik livet i stå for aldrig at begynde igen. Og jeg blev fuld og opførte mig dumt, sendte dumme sms'er til ham, fortolkede hvert et ord i hans svar.

Og så tog jeg en beslutning - jeg gav mig selv lov til at være en idiot.
Jeg gav mig selv lov til at te mig fjollet og pinligt, jeg tror lidt, jeg følte, at jeg var så langt nede, at det ikke kunne blive værre.

I går sad jeg og græd. Igen over ham. Det bliver sjældnere og sjældnere, men jeg venter stadig på den person, der kan overbevise mig om, at han ikke er mit livs kærlighed, selvom han ikke kan være det... han har fundet en anden.

Der er så mange historier om kærlighed, ikke alle ender godt, langt fra de fleste ender godt. Jeg har sagt nej til mange, der har villet elske mig efter ham, af frygt for at svigte dem, som jeg svigtede ham. Man lærer af sine fejl. Nogle gange for meget, nogle gange skaber ens fejl blot flere fejl.

Det er en evighedshistorie - den om kærligheden. De korte træk findes kun i fortællingen.

En god jul til alle, der elsker. Håber, det nye år vil bringe kærlighed.