Stil ingen spørgsmål. For I finder ingen svar. Led ikke efter mening. I vil ikke kunne finde den. Måske er den der slet ikke. Men den var der for mig. En mening på så utroligt et plan, at jeg aldrig har oplevet anden mening end lige præcis den. Måske fandt jeg Bare aldrig dem, som jeg elskede. Eller jeg fandt dem, og de forlod mig igen. Glemte at ringe, glemte at skrive. Sagde intet, når vi talte sammen. Bebrejdede mig unødigt, trådte på mig, fordi jeg elskede dem så forfærdeligt højt. De sagde alle sammen, at jeg havde magten, men så de ikke, at jeg lå på jorden. Så de ikke, at hver gang, de trådte et skridt længere, var det mig, de ramte. De trådte og trådte, til min krop var blå. Jeg kunne ikke rejse mig – hvis jeg da overhovedet fik chancen dertil. Nogle af dem holdt om mig og kyssede mig. Nogle af dem sagde, at de elskede mig. Jeg valgte altid ikke at tro dem. Fordi jeg ikke troede, at de elskede. Fordi jeg ikke troede, at de kunne elske. Mange gange troede jeg, at jeg var bedre end de. Men jeg følte mig aldrig bedre. Jeg følte altid et isnende nederlag i samværet med andre. Jeg var aldrig god nok, sød nok, dejlig nok. De ville aldrig have mig. Måske fordi jeg var for dyr. Eller fordi jeg ikke var værd at eje. Vel nok sidstnævnte. Jeg græd tit. Havde måske ikke noget at græde over. Kunne bare ikke lade være. Alt gjorde så ondt. Ondt i hele kroppen. Hovedet hamrede. Kroppen slog taktfast. Jeg var spændt fast i en anden rytme end min egen. Altid var jeg en del af jer. Men jeg nægtede altid at være i midten, jeg var altid enten eller. Indtil jeg valgte slet ikke at være. Så blev jeg noget. Jeg var ikke mere jeres. Men jeg kunne ikke stå alene. Jeg var for svag, Altid havde nogen ejet mig, altid havde nogen støttet mig, altid havde nogen fejet skårene op, når jeg gik i stykker. Og det skete tit. Jeg blev ensom midt i jeres mængdebegreb. Jeg visnede, for blot at dø hen. Og I begyndte at elske mig. Jeg holdt op med at stille krav, og I elskede mig blot endnu mere. Jeg holdt op med at kræve jeres kærlighed, og I gav mig den. Den var omklamrende og fuld af medlidenhed. Den medlidenhed, der altid havde været jalousi. Skjult bag jeres blå, blå øjne. I sagde altid, at jeg var så god – men inderst inde hadede I det… I vidste bare ikke, at jeg var den, der hadede det mest. Og hadede den – det gjorde jeg. Jeg ville ikke være intelligent. Jeg ville ikke være dygtig. Jeg ville være som jer. Jeg ville være på jeres niveau – det kom jeg bare aldrig. Man kan kun avancere, aldrig falde i hierarkiet. Jeg ville altid det, som jeg ikke måtte eller kunne. Og hvor bragte det mig. Hvor er jeg nu. Der, hvor jeg var i går. Der, hvor jeg vil være i morgen. Bare lige her, midt i mit liv.