Efter at ha’ læst min kærestes beskrivelse af hans forvirrede og travle morgen, kommer jeg til at tænke på dengang, vist i starten af december måned sidste år, da jeg sov godt og grundigt for længe og først kom på arbejde omkring kl. 9,30…
Dengang var der en barmhjertig sjæl herinde fra, som foreslog mig at få lavet en Storm-P agtig opstilling (eller var det Dirch Passer..?) med vækkeuret, dynen, et vandfad el.l., for at undgå sådan en situation en anden gang, så Peter – måske skulle vi alligevel få det lavet…???????????

Ja, ja – min morgen var nu meget rolig. Jeg registrerede da ganske vist, at Peter tog af sted sådan lidt fortravlet ;o)) men jeg havde ingen problemer med at sove en halv times tid mere, før jeg kravlede ud af dynerne, og i ro og mag drak min morgenkaffe m.m. før jeg tog med bussen lige uden for døren. Så Peter behøver absolut ikke at ha’ dårlig samvittighed over ikke at ha’ kørt mig på arbejde. Alt er som det skal være….
Vi var trætte begge to i aftes – møghamrende trætte..!!! Jeg synes altid, det er svært at komme i gang med hverdagen igen lige efter ferien. Man har nået at vænne sig til at få udsovet stort set hver eneste nat, og pludselig skal vækkeuret igen til at overtage styringen. Problemet bli’r ikke mindre, når man er B-menneske, som jeg, for det betyder jo, at det såmænd ikke er om aftenen, det føles hårdest, så selv om jeg er træt, kan jeg godt sidde ved PC’en et par timer inden jeg tager mig sammen til at finde i seng…, nej det er om morgenen, det føles fuldstændig urimeligt at skulle vågne op igen ;o))) Jeg læste engang en artikel med en eller anden kendt person ( har glemt, hvem det var) som var udpræget B-menneske. Hun havde indrettet sin tilværelse, så hun aldrig skulle noget før tidligst kl. 10 – sådan kunne jeg altså også ønske mig at ha’ det, men jeg er absolut ikke sikker på, at min arbejdsplads er enig..

Jeg havde for øvrigt en helt fantastisk god fødselsdag i fredags. Benthe kom fra morgenstunden, så vi hyggede og hjalp hinanden med at gøre en smule rent og støvsuge m.m. – den hjælp var jeg vægtig glad for..! Om eftermiddagen kom Lene og Lars samt Birthe og Rune, og jeg hentede Peter ved toget. Efter et stykke lagkage og en kop kaffe/te, startede Peter grillen, ikke den flotte Weber-grill, som nogen af jer jo kender, men blot den lille ”daglige”…, den drillede ham lidt, men vi kom da igang, om end lidt sent. Birthe og jeg havde ordnet salaten m.m., så alt var klart, da Annie og Peter ankom. Lille, gravide, enorme, fantastiske Annie – hun er så sød, selv om hun er voldsomt besværet nu her i den sidste tid… Da grillen jo drillede lidt, hyggesnakkede vi længe og småspiste ind i mellem, når et par pølser var klar.., men pludselig siger Annies Peter, at han lige vil køre til Vejle efter en lille gave til mig. Nåja – det var da OK…., han kørte og vi andre snakkede videre. Da han ankom igen, kunne jeg pludselig høre Irenes stemme, og så for jeg op af stolen – kunne det dog være rigtigt..?? Jo, det var rigtigt – Peter havde hentet Irene og hendes Jonas ved toget, og det var da næsten det allerbedste gave, jeg kunne få. Jeg blev så glad, at jeg helt kom til at tude over det…
Tænk, sådan en helt almindelig fødselsdag, blev pludselig til en dag med besøg af alle mine børn – det havde jeg slet ikke regnet med, det er trods alt ikke helt billigt med togbillet fra København. Jeg ved ikke helt, hvor mange af mine børn, der læser mine dagbøger – men hvis I gør, så skal I ha’ TUSIND TAK alle sammen for at ha’ givet mig en helt fantastisk dag

Nå, men alt det er jo snart længe siden… Nu er det hverdag, og min arbejdsdag er ved at være slut. Jeg vil hjem og ordne ribs. Jeg plukkede 3-4 kg i aftes, så nu må jeg se, hvad der kan komme ud af det….

Kærligst
Wildrose