Jeg føler virkelig en glæde ved at bruge fyldepennen. Det er spændende at læse hvad mennesker jeg ikke kender oplever og tænker, og til tider kan det være en ret skræmmende oplevelse. Det sætter en masse tanker i gang, og pudsigt nok har min dagbog også sat gang i andres tanker omkring dem selv.

Jeg er bare stadig i vildrede omkring mig selv, fordi jeg ikke gør som jeg forventer af mig selv.
Det er som om at energien er ved at ebbe ud og der ikke bliver tilført mere næring.
Jeg har alt hvad jeg kan ønske mig. Dejligt arbejde ved siden af studiet, den dejligste kæreste, som jeg snart skal have børn med, lækker lejlighed, en fantastisk familie, hjertevarme og nære veninder og venner. Plus alle de andre småting, der gør gør livet værd at leve, og jeg føler en trang til at takke hver dag.
Her hvor jeg bor er der også "alt", muligheden for socialt samvær med medstuderende, div. foreninger, fester, musikarrangementer, filosofisk cafe´, sportsaktiviteter og uanede muligheder for kreativ udfoldelse.
Hvad gør jeg så? Jeg bliver væk fra det hele. Der sker ikke en pind i min hverdag. Jeg har mit arbejde, og det giver mig energi og selvtillid.
Jeg har det alt for nemt, og alligevel er det ikke nok. Alligevel er jeg ked af det. Det er jeg selvfølgelig ikke hele tiden, men i denne tid, virker det hele uoverskueligt. Jeg kan ikke tage mig sammen til at læse, selvom at det er så spændende og vedrører mit studie. Jeg får knuder i maven, når jeg tænker på at jeg skal møde op på seminariet.
Jeg der har taget mig af andre mennesker i flere år, og sat mig selv til side til fordel for et arbejde, kan ikke engang komme i skole, og tage det ansvar der følger med, når man i en gruppe skal lave opgaver.

Efter mor døde, føler jeg at jeg har gennemgået en forandring. Der er sket noget i mit sind. Hele min livsopfattelse er ændret, og jeg har tit følt at jeg ikke anede hvad vej mit liv skulle gå. Al min viden er forduftet op i den blå luft. Jeg gør ikke noget ved de ting, der presser sig på, i stedet spilder jeg min tid, sidder på nettet og sover om dagen.
Ofte kan jeg heller ikke forklare hvorfor jeg er trist. Det er jeg bare. Føler dårlig samvittighed, ved alt jeg siger og gør. Ensom, selvom jeg langtfra er det. Der er mennesker jeg elsker og der er mennesker der elsker mig, sågar er der nogle der beder for mig hver dag.
Hvorfor er jeg så utaknemmelig?
Hvorfor skal jeg føle det jeg gør, når der i bund og grund ingen årsag er til det? Det er der selvfølgelig, men jeg skammer mig over det, skammer mig over at være en byrde. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og have det godt hver dag?
Mht at miste, så er jeg glad for at jeg har Annelise og Bitten. Kun vi ved hvordan det er, og hvordan det føles, og hvilke reaktioner og tanker der følger i dets kølvand.

Jeg føler det er helt forkert at jeg har det som jeg har det, og har meget svært ved at acceptere det!