Der er noget, jeg er nødt til at fortælle - noget temmeligt alvorligt...!
Peter ved det ikke engang endnu, og det angår betemt også ham..., for vil I tænke jer - han er forlovet med en kommende MORMOR...!!!!

Min ældste datter, Annie, ringede til mig i aften for at fortælle, at hun er gravid og forventer at nedkomme i september... Jeg blev glad og overrasket her i nu'et, men jeg havde set det komme, så helt bag på mig, kom det nu ikke . Jeg tror, jeg tolkede signalerne i julen, uden helt at sætte ord på det.

Det er underligt at kunne betegnee sig selv som mormor, eller i hvertfald en kommende af slagsen, men jeg har vist vænnet mig langsomt til tanken om at det jo ville komme, gennem de seneste par år - i hvert fald lige siden Annie og hendes Peter blev gift i august 2002. Jeg husker mig selv på daværende tidspunkt, siddende en aften her med dagbogen, fyldt med rædsomme tanker om at blive gammel - dengang kunne jeg slet ikke forlige med med, at mine piger var så voksne, at det nu handlede om bryllup'er og dermed følgende børnebørn... De har jo taget det roligt, må man sige, der er jo dog gået halvandet år siden, og dermed har de også foræret mig tid til at vænne mig til tankerne. Alt forekommer mig at være præcis, som det skal ..!

Jeg glæder mig virkelig på Annie og Peters vejne, og jeg håber og be'r om, at jeg må få lov at følge deres glæde i de næste måneder, ja år selvfølgelig... Jeg mindes min egen glæde over at være gravid, som jeg jo heldigvis har prøvet adskillige gange. Det har altid fyldt mig med en enorm oplevelse af at få lov til at bruge min krop til det, den er bestemt for i tidernes morgen. Jeg ønsker virkelig for Annie, at hun må få lov at mærke den samme glæde, som jeg selv har følt hver eneste gang, jeg har båret på et lille liv inden i mig.

Hold da helt op - NU kommer Peter lige ind ad døren her hos mig, og jeg skynder mig at spørge ham om hvad i alverden han dog vil med en gammel mormor, som mig... "Ved du hvad" si'r han "lad du mig om det...!"

Kærligst
Wildrose