Jeg har lige et par timer for mig selv her midt i alle de sidste juleforberedelser, og de kan vel passende bruges til at nedfælde et par tanker

Det er underligt at forberede en jul for sidste gang i dette hjem, for sidste gang i dette ægteskab, der allerede er ophørt, alt er for sidste gang på den måde, det har været i 17 år. Jeg har været meget, meget længe om at få rigtig gang i at forberede noget som helst til denne jul.

Måneden er bare gået med alt muligt andet, der har været vigtigere for mig, med at få bare lidt styr på en fremtid og med at nyde tid med Peter så meget som muligt. Vi har lige haft et dejligt døgn sammen, et døgn i frihed, i enkelthed – i kærlighed, men hvor vi da begge bare længes efter en smule fast grund under fødderne… vi svæver jo begge lidt rundt uden helt at ha’ styr på hvordan verden kommer til at se ud, når vi lander.

Jeg troede, jeg var ved at kunne se lidt fremtid for mig, troede der var ved at være overblik over det økonomiske i bodelingen, var så optimistisk at jeg næsten havde købt det lille hus, jeg ønsker mig… men der er stadig tvivl om bankens accept af det hele. Vi kan altså ikke gå ind i julen med fred i sindet, da vi ikke aner om min datter og hendes far kan beholde huset her, og jeg ikke aner og jeg kan finde økonomi til mit huskøb.

Alligevel er det jo bare jul, så i dag har jeg været ude at købe de sidste gaver, og har fået handlet det meste ind til de kommende juledage. Ja, jeg startede ret tidligt i morges med at køre til Ringkøbing efter mine tvillingepiger, der har juleferie nu. Det var en dejlig tur med tid, fred og ro til egne tanker. Der var næsten ingen trafik så tidligt, så jeg holdt mig selv vågen med julemusik og en kaffekop inden for rækkevidde. Inden jeg kom helt over til pigerne, ringede jeg til Peter og sagde godmorgen… dejligt bare at høre hans stemme, dejligt at lade dagen gå videre med hans ord inden i mig, - og jeg er ganske sikker på, at han bare forsvandt tilbage til drømmeland efter vores lille morgensnak..))

Følelsesmæssigt er det svært alt det her – det er svært stadig at bo i samme hus, som den mand jeg har valgt at forlade, og det er svært at være helt ”mig selv” i familiens skød… alle ved jeg har valgt en anden mand, men der snakkes ikke om det, og jeg kan ikke nævne noget som helst om ham – emnet er simpelt hen tabu. Selv om jeg nok kan snakke dagligdags med mine piger, føler jeg, at der er lang vej, før alt igen vil ha’ en naturlighed over sig. Det er ikke mange dage siden min yngste smækkede telefonen på, da Peter ringede og hun tilfældigvis tog røret – og i aftes sad hun ved min side mens vi chattede på msn’en, så da var det ok at han var der. Det vil tage tid – lang tid er jeg bange for, før alting falder på plads, men hvor jeg dog længes efter det… længes efter ro og tryghed i mit liv igen …
Der er kun én vej for at komme dertil – nemlig fremad, og den vej går jeg så…!

Kærligst
Wildrose