Jeg VIL ikke være bange... Jeg gider ikke hele tiden kigge mig over skulderen i angst for, at DU lurer ét eller andet sted i skyggerne.
Det er ikke et menneskeværdigt liv - Jeg véd, at du mente det, alle de gange, hvor du truede med at tage mit liv, hvis ikke jeg formede verden efter dit hovede... og jeg må leve med bevidstheden om, at mit liv kan slutte som følge af det - fra det ene øjeblik til det andet.... men du skal ikke få lov til at ødelægge glæden ved een eneste dag, jeg er i live - du skal ikke få mig til at tale sagte eller undlade at le.... ALDRIG!

Jeg har noget, som du sandsynligvis ALDRIG vil få, jeg har et Liv, R!!!

Nå, jeg foregriber tingenes gang - lad mig genoptage historien fra det øjeblik, hvor R. blev løsladt.

Ungerne og jeg havde så småt planlagt, at holde en \"frihedsfest\" i et naturskønt område, hvor vi kunne grille bøffer og pølser... men R. ville gerne holde en rigtig løsladelsesfest for hans familie og venner - og sådan blev det naturligvis!

Jeg havde aldrig før følt mig så overflødig.... hele aftenen fik jeg lov til at varte op - uden at han talte med mig 2 minutter... tværtimod fik alle deltagerne at vide, at \"de betød ALT for ham\"... og aftenen endte med, at han gik under bordet - i ordets mest bogstavelige betydning - vi måtte være 4 mennesker til at bære ham i seng.

Men hverdagen fortsatte.. og den gik nogenlunde godt.
Selvfølgelig var der mange kanter, der skulle slibes (F.eks. skulle jeg for første gang i mit liv vænne mig til at låse døren om natten - han kunne ikke sove med en ulåst dør.. og jeg skulle til at gøre rede for, hvor nøjagtigt jeg befandt mig hele tiden), men på mange måder var det ret dejligt...

Så en dag - knap en måned efter løsladelsen forsvandt han bare uden et ord...fra torsdag aften og hele weekenden... 3 af ungerne havde fødselsdag i løbet af den weekend - og ingen af os anede, hvor R. var, eller hvad der havde drevet ham væk..

Først var jeg rasende og \"godt tilfreds med\", at han var væk - så begyndte jalousien at gnave... han var garanteret sammen med en pige, der var yngre og smukkere end mig... og tilsidst var jeg hamrende nervøs for, hvad der var sket ham... var han blevet overfaldet; dræbt???

Efter den mindst festlige fødselsdag for tvillingerne nogensinde, besluttede jeg mig for at lede efter ham. En veninde og jeg opsøgte alle de steder, hvor han kunne tænke sig at være.... og fandt ham da også til sidst; plørefuld og igang med at skifte låsen på bilen, for politiet havde konfiskeret nøglerne efter for 3. gang i løbet af et døgn at have stoppet ham for spirituskørsel.

Det lykkedes mig at få ham med hjem - og dagen efter var han atter 100% fortrydelse.
Vi gik til lægen og fik ham i antabusbehandling, da han indrømmede at have et problem med alkohol.

Hans arbejde og læreplads blev han nødt til at opgive, da han ikke længere kunne få et kørekort.

Antabussen gav os et pusterum - men ikke længe - for snart begyndte han at anklage mig for, at jeg ikke tog hans parti overfor børnene: Han mente at de ofte skældte ham ud for at være narkoman - og at de ikke kunne lide ham og bare ville have ham ud af vagten så hurtigt som muligt...

Heldigvis lykkeldes det ham at finde arbejde i løbet af november - på en minkfarm og roen var genoprettet igen for en periode...