Kære dagbog.

Over de sidste par dage er min kæreste blevet mere og mere involveret i min gældssituation. Hun vidste godt jeg havde gæld og at det var slemt. Hun var dog ikke glad for at jeg i fremtiden ville skulle forhandle med mine kreditore og stå med en milliongæld. Det har været smerteligt at se hvor meget hun har grædt og hvor fortvivlet hun har været. Det er klart.. hvad havde jeg forventet. Men det er typisk det man kommer til at gøre. Man pynter lidt på sandheden for at beskytte dem man har kær. Så behøver de jo ikke at gå og tænke på noget som der alligevel ikke kan gøres noget ved, nu og her. I virkeligheden er man for hver gang i færd med at lukke dem mere og mere ude af sit liv. Der dannes en indre kerne hvor mørket kan gro, og hvor løgnmageren og pyntemageren står klar med handlemuligheder. Det sker helt af sig selv. For når livet begynder at blive dualistisk begynder man samtidig at konstruere situationer, så verden hænger sammen. En anden ting er skammen. En forfærdelig stor skam og fortvivelse; åh nej... hvad vil folk nu ikke tænke, og hvordan kunne jeg også være så dum!? En forfærdelig skam over at de handlinger man har gjort alligevel kom til at påvirke dem man holder af. Ja jeg har gjort alt det. Jeg har taget valg som jeg på samme tid er taknemmelige for, og som jeg fortryder. Handlinger som har resulteret i situationer, der har vist mig nuancer jeg ikke troede at jeg havde.

Nu har min kæreste lånt 90000kr så de værste kreditore kommer ud af verden. Vi laver et gældsbrev så det officielt er mig der låner pengene. Hermed holdes de mest vanvittige kreditore i ro. Det er med blandede følelser dette er sket. Jeg er gået med til det fordi vi må være sammen om det. Hun har jo ret. Jeg ville bare så gerne have hende skånet for den situation. Jeg ville have klaret det selv og taget piskene selv. Men jeg skal være glad.. og burde også være det. Hun har sparet mig for mange mange penge, og handlet på situationen mens tid stadig var. Jeg skal arbejde med at inddrage hende noget mere og så er det samtidig absolut sidste gang jeg låner penge.. nogensinde igen!! Det er ikke grundet mig selv jeg siger sådan. Det gør simplelthen for ondt at se dem som er aller tættest på lide så meget under nogle åndsvage valg man har taget!

Og så lige et opbrug af tanker:
Det er utroligt hvordan man kan ændre sig og hvad man kan udrette, når man bliver virkelig presset. Jeg tror da fanden nogle af de vildeste opfindelser blev opfundet, under krige. Når det omhandler liv og død.. Jeg skal love dig hjernen, kroppen, sindet - hele organismen, får travlt. Det er pisse ubehageligt, men sanserne skærpes og der kommer det her særlige fokus: "Det er nu eller aldrig!" . Selvom det virker mærkeligt kan jeg godt lide de her ekstreme situationer. Denne her følelse af at være så fortabt økonomisk har vist mig, hvad det vil sige at have meget få penge. Det har givet mig indsigt i hvad penge har af betydning for de valg jeg har taget. Pengene er en kæmpe stor illusion. De har ingen værdi overhovedet. De har kun værdi fordi vi har opbygget verdenen på en helt special måde. Pengene kan fuldstændig tage fokus fra det, som er vigtigt. Kære dagbog.. jeg har fundet ud hvordan man bryder denne illusion.. hvordan man begynder at kunne mærke det. Man kan gøre det med et enkelt spøgsmål:

Hvad ville du gerne lave, hvis der ikke fandtes penge?

Hvad ville du arbejde med? - hvad ville give mening for dig? Hvori ligger der et gøremål som har så meget værdi, at du kan hvile i gøremålet selv, uden at skulle tænke... nå ja, jeg skal jo have mad på bordet eller... hader det lige nu, men det er gode penge?

Det virker ikke første gang man stiller sig selv dette spørgsmål. Det giver kun et lille ryk i bevidstheden. En lille følelse af forundring eller fascination.. måske ubehag fordi det skaber en forfærdelig kontrast i forhold til det liv man lever, og der hvor man egentlig gerne vil hen. Men det er et af de spørgsmål vi SKAL stille os selv og forholde os til. Lige så længe vi gør os til slave af penge, ligeså længe er vi underlagt andres visioner omkring livet. Dagene vil gå og tiden ligeså. Lige indtil den dag vores konto er opbrugt. Vores timekonto.

Det var blandt andet det mit ludomani fik mig til at indse. Når jeg kunne vinde 1000kr på et splitsekund... så betød det arbejde jeg lavede ikke et hak for mig. På det tidspunkt var jeg vikar og arbejdede mest som lagermedarbejder. Det var jo på ingen måde noget jeg syntes var interessant. Men de penge det gav mig ektra ved siden af studiet kunne jeg jo godt bruge. Der er flere ting i det her.

De 1000kr. faldt i værdi, i forhold til det miljø jeg befandt mig i (Her spillehallen). I spillehallen kunne jeg nemt bruge 1000kr. mens jeg i supermarkedet stod og grimmede mig, når regningen løb op i 200kr. For mad vel og mærke! Det kontrastforhold... Det er simpelthen for vildt! dette leder mig ud på endnu et sidespor som jeg må dække på et andet tidspunkt.. hvordan ludomani føles og hvad det gør ved personligheden, identiteten, samt det liv man lever.

Tilbage til det med arbejdet. Det havde intet værdi i sig selv.. kun fordi det egentlig gav mig penge på lommen. Herunder eksemplet på hvordan penge, såfremt de kommer for meget i fokus, totalt smadrer evnen til at se det som virkelig har betydning. Det er for mig en skræmmende sandhed da det i store dele af verden, er dem med den bedste økonomi, som har størst indflydelse. Jeg håber de her mennesker bliver holdt lidt i snor, så jordforbindelsen bevares.

tjae.. det blev så igen til en del tanker... har sovet elendigt i nat. kunne simpelthen ikke lade være med at skrive. Sovet det meste af dagen. Er lidt rundtosset. Men stadig ved godt mod. Har det som om jeg er på rette vej. Det er fanme virkelig lang tid siden jeg har følt det sådan. Men jeg sku på rette vej. Jeg elsker at skrive. Mine tanker får værdi.

Tak for denne gang kære dagbog.
Over and out!