SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
11 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
8 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
11 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
12 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
12 år siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
5 år siden
Pause
Hanna Fink (...
11 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
8 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
7 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
The same old storie
Julia Stampe
7 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
11 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
SSO - stress
RachelBlack
11 år siden
Ravnens Forsvarstale
Enantiodrom
8 måneder, 28 dage siden
Bon jovi
Martin Micha...
5 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
8 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
12 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
11 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
8 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
10 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
4 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
STÅR PÅ EN SKILLEVEJ
ingelnielsen
12 år siden
På plads... sådan nærmest...
Michala Esch...
16 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Jeg har lidt svært ved at forstå mig selv nogengange...
Ved ikke helt om jeg måske har en tendens til at overdramatiserer alting, så almindelige hverdagsbegivenheder, bliver til mystiske eller spændende måske endda tragiske (på den smukke måde - hvis der da er en sådan) hændelser, som jeg bilder mig selv ind vil ændre mit liv for evigt, og to uger efter er alting som det altid har været, og det er ikke noget der som sådan generer mig.
Meget mærkeligt firma...
Nogengange kan jeg synes at mit liv er så hårdt, bruge timer på at græde over noget som jo i princippet også er meget trist, og når så folk spørger mig hvordan jeg har det, svarer jeg uden at lyve, at jeg har det godt.
Noget jeg altid har trøstet mig selv med, er dette visord - som jeg egentlig aldrig har formuleret i ord før - "Jeg tror jeg kan vende enhver situation til det positive, hvis bare jeg får lov til at skrive mine følelser ud."
Jeg vidste at ord ikke helt kunne gøre min 'filosofi' ære, så lad være med at tage det for nøje...
Men nu skal der i hvert fald skrives... Har en af de der aftener, tror jeg :-)

Knus Machula, der egentlig ikke rigtig kan finde ud af sit eget humør.

__________________________________
13. januar 2008 kl. 22:22

Det der var sket her var, at Bo havde ringet til Daniel, en dag vi skulle i amatør scenen. Han havde skrevet et brev, som han godt ville have Daniel skulle kigge igennem og sige god for.
Naive Michala tænkte straks. HAN HAR SKREVET ET BREV TIL MIG, som han vil have Daniel til at godkende, da han jo er min kæreste. Jubel og glæde.
Jeg havde ikke regnet med en kærlighedserklæring, men måske noget jeg kunne klamre mig til måtte betyde, at han havde bare en snert af de samme følelser for mig som jeg frygtede, skammede og glædede mig over at have for ham.
Det var et kæmpe slag i hovedet på mig, da jeg kom ned i amatørscenen, og fandt ud af brevet slet ikke var til mig, men til min veninde fra scenen, og senere også fra gymnasiet, og et fast medlem af 'slænget' ved diverse spilleaftener, Susanne.
Daniel havde klart opfattet det som en kærlighedserklæring, og glædede sig bare til at se de to danne par. FUCK DET!
Hadede pludselig synet af dem begge, og var stadig grusomt meget opmærksom på at jeg dog havde lært én ting, trods alt: Daniel og jeg var virkelig dødsdømt, når jeg kunne bilde mig selv ind at ikke var forelsket i Bo, selvom jeg godt mente at vide at det var jeg vist nok, men i virkeligheden kunne jeg jo nok ikke være det. Det troede jeg. Og når det var sådan et slag i hovedet at få at vide at Bo var interesseret i Susanne, min veninde! (Troede Daniel og derfor også jeg).
Prøvede at spørge mig ind til noget hos Bo, men han ville ikke rigtigt afsløre noget, brevet var ikke længere hans, og om jeg skulle indvies måtte nu være op til min veninde. MEN DU HAR LIGE VIST DANIEL DET!!!! Tænkte jeg...
Argumenterede let for at han vel også havde ret til at sige videre hvad han havde skrevet, men kunne jo ikke virke for desperat. Hvis Daniel virkelig havde opfattet det brev korrekt, og de to måske pludselig skulle blive et par, skulle jeg ikke gerne have kastet al værdighed fra mig.
De venner jeg har fået efter jeg blev mor, har jeg aldrig rigtigt fået nære venindeforhold til. Kom aldrig ind i en vane med at se dem en til en, da jeg altid har haft børnene at skulle tænke på. Det er jeg lidt ked af, men sådan blev det nu. Så at tage forbi Susanne eller invitere hende ned, for at spore mig ind på det brev og udspørge hende, ville lugte alt for langt væk af bagtanker. Og selvom jeg kunne gøre det naturligt var jeg slet ikke sikker på at jeg havde lyst til at høre det. Enten var spillet tabt, eller også var det ikke.
En ting var sikkert: Det var blevet MEGET nødvendigt for mig, at overbevise mig selv om, at jeg aldrig havde haft nogen følelser for Bo, at det hele havde været indbildning som funktionen af kedsomhed...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget min verden...? er publiceret 22/10-2003 23:22 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.