Dreamtime, online-ulve, dreamtime i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen!

Jeg blander religioner. Jeg blander alt, for jeg bad engang mit hjerte om at blive til lunger, så jeg var bare lunger, og det gik ikke så godt. I stedet beder jeg hjerte og lunger om at samarbejde i al diversitet. Amen og velkommen til dagens prædiken med afsluttende nadver.

Dreamtime, aboriginals, Outbacken og et bål i mørket. Ilden smælder i vedet og giver hurtige stød imod aboriginernes trommehinder. Varmen snurrer i kinderne og øreflipperne, mens panderne er tunge. Den befrugter aboriginerne med forfædre, som vokser fra mellemgulvet til lungerne, indtil den bliver far ved en brummen, der vibrerer i halsene. Et kejsersnit i lyd, som både starter og følger veerne i mellemgulvet og udvider lungerne. Nu er forfædrene både indeni og udenfor.

På den anden side af jorden går jeg til nadvers i kirken, mens alt og alle kævles. En lukken af øjnene. En duft af gamle mursten slendrer gennem mine næsebor for at udvide lungerne og gå på opdagelse i en skov inden i mig, hvor solen skinner gennem løvet, mens den lytter til præstens prædiken om at konsultere et sted og en tid udenfor hverdagen. Et køligt pust kysser mig på kinden og glider videre fra min skulder ned til min albue, da en dame ved siden af mig på kirkebænken tager sit nylontørklæde af og lægger det over sine lår sammen med frakken.

Jeg mærker mine baglår og mine balder, når jeg rejser mig fra bænken for at gå til alters og modtage nadveren. En knitren hvisker, og en duft af mund er min virkelighed, når præsten bukker sig let med med kanden og hælder vin i mit glas: "Dette er Jesu Kristi blod". Alkoholen udvider mine næsebor, det kolde vinglas i mine fingerspidser, en lunken væske mod læberne, der antænder bål på sin rejse over tungen og bliver til en ørkenvind i luftrøret, der letter som en zeppeliner. Et lille host. Tilbage til kirkebænken, hvor jeg ved, at orgelets lyseste toner har ramt mig, da koret begynder at synge.

Dejlig er jorden
prægtig er Guds himmel
skøn er sjælenes pilgrimsgang

Det sker altid ubemærket i første omgang, men ved sangens opfyldning og tømning af lungerne fører jeg mine fingerspidser op til ørerne og mærker de akupunkturnåle, som orgeltonerne har listet ind i den yderste øregang og øreflipperne. Dem plukker jeg først, når gudstjenesten er færdig.

Aboriginerne mener velsagtens, at mødet med forfædrene er vigtigt, når de sidder omkring bålet i Outbacken, men online-ulve, hvordan føles hjertet i brystet lige nu? Åndedrættet? Tilstedeværelsen?
Er I stille lige nu? Er forfædrene omkring jer og indeni?

Nå, naaaadver, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!

For Guds skyld, eller for Fanden. Det skal jeg ikke blande mig i, men spis mig, før I ofrer jer selv for omverdenens krav. Jeg har gennemskuet for længst, at online-ulve kan have brug for at æde lidt til nadver, på den rigtige måde.

PS: Du går i skoven nu, så vis respekt og tag headsettet af. Kan du ikke høre spætten hakke og frøerne kvække, så kan de ikke få dig til at grine. De vil bare gerne have dig til at grine.