Forleden dag skete der noget uventet. Jeg har i noget tid tænkt mange tanker om min tur til Ghana med efterskolen, og særligt på én ghanesisk person. Og så mødte jeg ham faktisk! Netop som jeg var på vej ned ad gangen mod idræt kommer han gående. Vi stopper begge op, forundret over at møde hinanden igen på et gymnasium. Så blev der ellers udvekslet krammere og "hello, how are you?" Det var et dejligt, men kort gensyn. Han har fået flere kontakter i Danmark, og kommer på besøg, når det er muligt.

Gensynet fik mine tanker til at flyve på højtryk. Jeg er normalt en person, der godt kan lide at beklage mig. Ofte er det sagt i spøg, andre gange i alvor. Men erindringerne om rejsen til dette afrikanske land fik mig til at tænke. Hvordan kan jeg beklage mig, når jeg har det så godt?

Nogle indtryk og billeder er for evigt gemt på min digitale harddisk. Andre er til evig tid brændt ind i min hukommelse. Særligt det nordlige område omkring Tamale står som et tydeligt billede. Mennesker og fritgående dyr, der gik rundt i smidt plastik og skrald. Deres hjem, og særligt deres toiletter. Børnenes udspilede maver. Men det, der virkelig har gjort indtryk, var timerne. Vi var så heldige at opleve en times undervisning på en lokal skole. Bænkene var forfærdelige at sidde på, lokalet stegende hedt og en summen af fluer ville aldrig forlade ørerne. Her var alle bordene i det støvfyldte lokale fyldt op børn. Børn hang ind af vinduerne i et forsøg på at modtage undervisning. Alt foregik på gammeldags manér med papir og blyant. Ingen ytrede bare ét ord om kedsomhed eller sværhed. De var alle bare glade for at få undervisning. Undervisningen var deres vej væk fra det fattige miljø.

Dette står som en stor kontrast mod de danske elever og studerende, som jeg til daglig omgås og er venner med. Til tider er jeg selv en stor del af dem. Dem, som klager over, at det er hårdt, timerne er kedelige og der er alt for mange lektier. Vi er alle så utaknemmelige for al den gratis undervisning vi har adgang til. Vi tager det for givet. Sådan er tendenserne på alle landets skoler. Sådan er mine tendenser også.

Jeg har lyst til at klage over det, og det gør jeg skam også. Men en nagende fornemmelse presser sig på, en dårlig samvittighed. Kan jeg overhovedet tillade mig at klage, når andre ser med misundelse på alt det, jeg har?

Selvom det ghanesiske folk har ringe vilkår, så var der en glæde over dem. En glæde over livet. Den flok drenge, der spillede fodbold blandt skraldet på stranden. De tre piger, som ville gå hånd i hånd med mig. De små børn, der med store øjne så sig selv i mobiltelefonen, da den blev sat på selfie-tilstand. Drengene, som med store smil poserede foran én, og legende løb rundt. Også selvom at legetøjet til tider bestod af sten, cykeldæk og andet hjemmelavet legetøj. Alt kunne laves til en leg, og den blev altid udført med smil på læberne.

Det var en fantastisk tur, som enhver ung dansker burde opleve. Man værdsætter nogle flere ting bagefter. Derfor kan jeg heller ikke finde ud af, hvor meget jeg kan tillade mig at klage. At synes, at tingene er så hårdt, at skolen er så svær. Jeg får en dårlig smag i munden ved at tænke på alt det, jeg har. Men måske er det lige netop derfor, at jeg er på den rette vej. Selvom jeg kan udtale mig negativt om alle disse ting, så tænker jeg alligevel over det. Jeg ved, at jeg har det godt i modsætningen til andre. Det er forhåbentligt første skridt.

Hvor ville jeg ønske at kunne have deres livsglæde. Jeg elsker Danmark, hvor mine rødder står solidt plantet i jorden. Men deres farvestrålende himmel kan jeg misunde.