Jeg sad for nylig og var ved ryder op i nogle gamle papir, det er da som sådan ikke noget nyt i det gør jeg vær år op til jul, men der hvor var lidt anderledes var at det her var gamle mine skole papirer fra den gang. At tænke sig der gået næsten fem år siden jeg startede til ordblinde undervisning den gang var lidt som skulle starte helt for fra jeg skulle lære alt fra bunden alle mine små smutveje som gjorder at jeg kunne stave mig igennem de mest basale skive sidutioner i hverdagen bliv pillet af mig jeg skulle starte helt fra bunden men at ha dysleksi er ikke kun staving og koma det også en rejse ind i sig selv for mens man udvikler sig rent skrifligt finder man også en slags klarsyn lidt lige som folk der lige pludselig for en religiøs åbingbaring ikke fordi jeg tilbeder min dysleksi det ville være og stremme den.
men jeg har fået en støre respekt for min dysleksi, den er bliven slags god ven som hele tiden holder mig i gang, jeg kan få en slags barnlige glad ved enten at opdage et ord jeg lige pludselig kan stave til eller gå længe og dreje et ord som jeg finder forunderlig og jeg kan vender det tusindvis af gang for måsk kan jeg bruger det til noget i en kommende tekst
så når jeg nu skriver her dette forum så er entenlig for at komme ud af mit lille trykke bur det nemlig som ordblind nemlig sjovest når man er der ud hvor man ikke kan bunde og skrive her inde er noget som virlig kan få mig svede men jeg skal jo starte et sted men bare rolig jeg udgiver ikke noveler i morgen man skal krybe før man kan går så nu stater vi her så må vi se hvor det fører mig hen
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.