Kære Dagbog.

Det er egentlig fantastisk, at jeg ikke har fået gjort noget mere ved skrivningen før i denne måned, hvor jeg blev Fyldepenneskribent. Jeg har aldrig nogensinde været så produktiv som i den måned.

Og lige hvor det går bedst, løber man ind i et nyt problem. Hvor meget tør jeg skrive? Jeg kunne godt tænke mig at skrive en nøgleroman med rigtig saft og kraft i fra personer, der er i samspil med andre personer på godt og ondt. Og der blokerer jeg for de ikke så sympatiske karakterer. For tænk nu, hvis \"dem derude\" tror, at sådan er jeg som person siden jeg kan gøre sådan en karakter autentisk.

Så jeg kan konstatere, at mine usympatiske personager ikke bliver dybe nok. Endnu. Der er simpelthen ikke paradokser nok i dem. Og guderne skal ellers vide, at jeg har set nok af dem i mit liv til at kunne beskrive dem. Men jeg tror, at for også at kunne gøre dem levende er jeg nødt til at få fat i deres energi indeni mig. Og det skræmmer mig lidt, selvom jeg godt ved, at fordi jeg finder den side frem i mig selv, så behøves jeg jo ikke blive sådan.

Og så er jeg jo heller ikke anderledes, end at det betyder noget for mig, om andre kan lide det, de læser. Selvom jeg er blevet stærk gennem mit livs storme, så er jeg stadig for pæn en pige til at give fuldstændig pokker i, hvad andre tænker. Sørgeligt men sandt. Men bare vent. Jeg kommer stærkt tilbage. Jeg skal bare lige have sat hende den overdrevent søde på porten. Så kan hun komme tilbage, når hun har lært, at i nogle situationer er det helt på sin plads at flippe ud.

Ved nærmere eftertanke har jeg egentlig arbejdet på det i nogle år efterhånden. Hun er ikke så ligetil at skille sig af med, og rockertøsen i mig er vist en lidt genert type. Hun kommer i hvert fald ikke frem ret tit. Men jeg arbejder kraftigt på at få de to til at lege sammen med tiden, for jeg tror, at de har rigtig meget at give hinanden.

Jeg så en film i søndags - da nu mine yndlingsserier var taget af skærmen - med Jim Carey. \"Jeg, mig og Irene\" var en hyleskæg film om lillebybetjenten Charlie, der fik sit hjerte knust og delte sig i to. Han blev skizofren. Den ene var den konfliktsky og fredelige Charlie; den anden var den rå fyr, Hank, der altid kunne ordne alting. Han var også altid den, der kom til skade. Av, av. Stakkels Charlie, han måtte altid spørge, hvordan han havde fået de skrammer. Men enden på historien er, at Charlie/Hank faktisk kurerer sig selv ved at få de to til at lege sammen igen. Ved at finde ud af, at han ikke kan undvære nogen af dem.

Men det er pudsigt, som ens sind kan tage magten ind imellem. For jeg ved jo fx godt, at det er tåbeligt at tro, at andre tror, at jeg er lige som de karakterer, jeg beskriver. Folk er jo ikke uintelligente. Måske nogle vil tro det, men formentlig kender vi ikke hinanden - så kan det ikke være revnende ligegyldigt, hvad de tror? Alligevel tager jeg mig gang på gang i at \"pynte\" på en karakter. Modificere hans/hendes sprog osv. Men en Gl. Holte-dialekt passer nu engang ikke til en fra Istedgade (med mindre de er kunder der :-)). Som om det krænker min blufærdighed, at tage ord i min pen, som jeg aldrig selv ville bruge ...

Nå, Dagbog. Jeg vil slutte nu. Vender tilbage igen senere.

Maryanna