Kære dagbog!!

Ja længe siden er det at jeg har skrevet til dig, men jeg har så meget om øerne, så vil jeg gerne det ene og så vil jeg gerne det andet, men jeg når aldrig noget af det.. Nogen gange så ville jeg ønske at der var mange flere timer på et døgn end der er....

Jeg er jo endlig kommet i arbejde, men desværre har jeg nu to gange siden jeg har været startet ringet og meldt mig syg.. HVORFOR???? Ja jeg aner det ikke, måske jeg er begydt at få den tomme fornemmelse inden i mig selv igen, nogen timer efter jeg skulle have været mødt, ja der fortryder jeg noget så grusomt at jeg ringede og meldte mig syg, jeg ved godt inderst inde at jeg får ikke noget ud af det, og det irriter mig at jeg er så svag over for mig selv..

Lidt ligesom min slankekur, ja må guderne vide om den nogen sinde i hele mit liv vil lykkes mig ikke at falde i hele tiden.. Jeg tænker tit på susan fra Livet er fedt som mistede kampen, tænk hvis jeg ender sådan, jeg aner nogen gange ikke hvad jeg gør galt nemlig, jeg spiser så sundt som det næsten overhovedet er muligt, motion ja det dyrker jeg så ikke så meget af, men det er mere fordi jeg er bange for at gå ud, når jeg tænker at det kunne være godt at gå sig en lille tur, så bliver jeg grebet af angst, bange for at blive overfaldet, så ender det altid med at jeg bliver hjemme.

Jeg troede at mit såkaldte nye liv her i denne lilel jyske by, skulle gøre mit liv lidt lettere, men det er som om at de gamle problemer er væk, men der er bare kommet en masse andre og mange flere endda, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv..

Hvorfor tør jeg ikke gå mod mig selv og sige at det her tør jeg altså godt, bare jeg dog turde gøre noget ved det? Men det er som om at jeg savner mere og mere sjælland, der var mine veninder, alle kender alle og der var jeg ikke bange for at gå ud om aftenen...

Ja og ikke nok med det, så er jeg begyndt at fatte nu at de fleste af de mennesker jeg har lært at kende over nettet her, ja de er endten forsundet eller også har de bare givet mig enormt dårlig samvitighed, en har fortalt mig at han ikke vil leve mere, fordi jeg elsker en anden, og andre ja de ignorer mig bare fuldstændig, hvor er de mennesker jeg lærte at kende da jeg var længst nede???

Hvor er de mennesker som lærte mig at finde trappe op til det lyse i livet??

Tænk er jeg bare glemt nu?? Er jeg bare ingenting mere??

Jeg ved det ikke, jeg ved bare at nogen gange skulle man tro det var bedre at jeg måske boede på månen!!

XXX