Jeg faldt, ikke ned - men op ad trappen på stationen. Det var et superflot stunt at praktisere. At mobilisere sin massefylde ufrivilligt opad. Og bare vent - galskaben er skam ikke slut endnu. I min højre hånd bar jeg på selveste livets nektar - nemlig, kære læser: kaffen.
At jeg i min opad- falden, formåede at afstive højre håndled, på trods af, at resten af mine ekstremiteter lå skråt i luften, og venstre hånd måtte tage fra på stentrappen - det var flot, hvis jeg selv skal rose mine motoriske færdigheder. Og jeg spildte ikke en dråbe af kaffen.
På dette eksakte tidspunkt betvivler jeg dog, hvorvidt at kaffen rent faktisk gjorde gavn. Min mund siger ja, og mit energiniveau vil tvinges til at stige. Min røv siger nej.
Jeg lovede mig selv, at efter den heftige influenza jeg sloges med i sidste uge - så ville jeg kun træne hver anden dag. Det går ad helvedes til. Jeg har lyst, hver evig eneste dag - til at smide musik i mit elskede, uundværlige bluetooth headset, og fuldstændig målrettet smadre mine muskulaturer - for så efterfølgende at æde som et svin. Til gengæld har jeg styr på mit indtag, og får kun de makronæringsstoffer som min viden indenfor feltet kan godkende.
I aften står den på job. Det er bare ind på Nørrebro og servicere nogle stive mennesker - og jeg indtager ikke selv alkohol. Hurra.
God dag fuckers, love you.
- Kasper