Konsulterede mit armbåndsur for 117. gang, da lyden af smældende hæle mod højglanspoleret granitgulv med ét fik mig til at se op og ranke ryggen.
En lavstammet mand med kuglerundt hoved og en høj kvinde med kantede hornbriller nærmede sig med raske skridt.
Manden rakte mig en hånd, en massiv klump kød med korte, tykke ekstremiteter.
Kvinden lignede et stykke engelsk aristokrati på udebane; bleg og benet og rank, øjne så store som tekopper, læber så smalle som sytråd.
En vandrende pind i stilletter.
I modsætning til mandens hånd, der føltes, som om den uden nævneværdig anstrengelse kunne knuse en brosten, virkede kvindens skrøbelig som porcelæn.
Som de fleste afstemmer jeg mit håndtryk efter min generelle vurdering af håndtryksrecipienten.
Kalibreringen kører mere eller mindre ubevidst og resulterer i et tryk, der sædvanligvis er om ikke ligefrem perfekt så i hvert fald upåfaldende.
I tilfældet 'vandrende pind' gik håndtrykstrykvurderingen imidlertid galt.
Måske fordi 'kuglekraniums' stålgrab havde forvirret alle sensorer i min hånd - måske fordi min hjerne havde vanskeligt ved at håndtere beregningen herude i den marginaleste del af så-spinkel-kan-man-være-spektret.
Det er ikke til at sige.
Jeg ved bare, at 'vandrende pind' rakte mig sin ene hånd, smilede og begyndte at sige sit navn, da udtrykket på hendes ansigt pludselig skifede fra kølig, rolig og fattet til smerteplaget, smeltet-fjæs-i-stormvejr.
På samme tid havde jeg fornemmelsen af med min højre hånd at knuse en håndfuld forkullede kviste.
Jeg løsnede grebet så hurtigt, mine reflekser tillod mig at reagere, og trådte et skridt baglæns, mens jeg, skrækslagen ved tanken om at se ned og opdage 'vandrende pinds' ene hånd blæse bort i vinden som røgen fra en cigaret, i én uendelighed gentog den samme meningsløse undskyldning.
'Kuglekranium' lod ikke til at forstå, hvad der var sket, og dirigerede muntert mumlende vores lille trekløver gennem en sikkerhedssluse og videre ind i leviatanens rumlende mave.
'Vandrende pind' viste sig at være typen, der ikke bærer nag.
Ikke synligt i hvert fald; om hvad der faktisk foregik bag hendes enorme, grå øjne, kan man kun gisne.
Under alle omstændigheder udviklede den næste times tid sig til en hyggelig samtale, hvor 'Kranium & Pind' i et flot koordineret double-act fortalte om alle kompagniets fortræffeligheder, og jeg fik præsenteret mine mest elskelige sider.
Bulede gulvtæpperne hist og pist?
Tjo.
Men sådan er det.
Intet normaltbegavet menneske kunne drømme om at afsløre sine skønhedsfejl, endsige graverende svagheder, på den første date - organisationer og virksomheder er i den sammenhæng bare mennesker sat i system.
Skal vi ses igen?
Det håber jeg virkelig - når man nu ikke kan undgå hamsterhjulet, kan man lige så godt vælge det fedest mulige af slagsen.
Og det her hamsterhjul er fucking fedt.