Fredag aften. X-faktor. Alene hjemme med katten. Facebook. Spotify. At være social uden at være udenfor. Uden at være sammen med nogen.
Jeg er 26 og skide bange for verden. Hvad den kan gøre ved mig. Hvad jeg kan gøre ved den. Der var engang hvor fredag betød frihed. Fredag var lig med muligheder. Drømme. Fredag betød pause og plads til a trække vejret. Sadle om og samle tankerne. Samle stumperne op fra gulvet og finde limen. Damagecontrol.
Jeg er 26 og skide træt af verden. Jeg gider ikke ud i den. Jeg gider ikke være en del af den. Ikke i aften. Fredag aften er min aften. Jeg samler ikke længere stumper, jeg sidder bare og stirrer på dem. Og overvejer om der overhovedet er noget, der er værd at samle op. Jeg ser ud af mit vindue, ud i mørket, og tør ikke gå derud.
Jeg ligger et billede af mit slik op på Instagram: "Hyggelig aften alene hjemme". Pis og papir. Slikket ligger stadig i skålen og jeg savner nogen. Jeg vil ikke ud i verden, hvis den dog bare ville komme til mig. Hvis mine forældre pludselig bankede på og sagde "Vi kom til at tænke på dig, og ville se hvordan du har det", eller min kæreste kommer hjem, "Jeg savnede dig bare så meget, jeg var nødt til at tage tidligt hjem". Men ingen banker på. Verden er derude. Og jeg er herinde. Med mit bland-selv-slik, som er så flot og farverigt... på billeder.