Jeg lever i et voldeligt forhold.

Vi mødte hinanden for 9 år siden. Det var kærlighed ved første blik. Du vendte min verden op og ned. Vi delte så mange smil, grin og nætter sammen.
Vi var så tætte at du med et blik kunne fortælle mig hvad du ville. Den kemi og den dybe og tætte forbindelse vi havde helt fra starten var som sendt fra himlen. Jeg havde oplevet den følelse en gang før. Da var det under mere rolige omstændigheder at kærligheden fik lov til at gro. Denne gang var jeg klar til kærligheden igen og dog var det ikke altid lige let. Heller ikke selvom der var en svimlende kærlighed imellem os.

Vi voksede sammen. Vi modnede på forskellige niveauer, men sammen. Dine ord og lyden af din stemme fyldte mig med lykke. Når du faldt, hjalp jeg dig op. Når jeg var fortvivlet og bange for livet, gjorde du mig stærk.

Tingene ændrede sig. Livet ændrede sig. Kærligheden forblev.

Idag hentede jeg dig. Du satte dig ind i bilen og vi smilte til hinanden. Hej har du haft en god dag, spurgte jeg imens vi mødtes i et kram henover bilsædet. Ja svarede du. Det har været fint nok. Jeg er vildt tørstig kan vi holde ind så jeg kan få noget vand spurgte du.

Da vi holder ind spørger du mig om jeg har nogle småpenge. Ja siger jeg og åbner min pung. Giver dig en 20'er og du suser ind i butikken. Du kommer tilbage uden vand. Åbner bil døren og imens jeg spørger " havde de ingen vand?" Kaster du mønten ind i mit ansigt. Det gør ondt. Men jeg kender dig og ved at hvis jeg viser dig det bliver det hele værre på et split sekund. Så jeg tier og sætter bilen i bakgear.

Du spytter på mig. Du råber grimme ord til mig. Du slår mig på kroppen og i ansigtet. Du kritisere den mad jeg laver til dig. Du råber.

Rigtig mange mennesker vender mig ryggen fordi de ikke forstår vores forhold. Mennesker undgår øjenkontakt med mig. Fordi de ikke ved hvad de skal sige. Ingen har lyst til at lytte til mine oplevelser længere. De er trætte. Der er lukket.

Da jeg var yngre var jeg så bange for at gøre noget forkert. Jeg var så bange for om jeg overhovedet var en man kunne holde af. Jeg skjulte det rigtig godt. Jeg var kvik i replikken. Kunne lukke munden på selv de voksne omkring mig. Jeg fik bygget en stolthed op der gik på at hvis jeg lærte at klare mig selv følelsesmæssigt så var jeg så stærk at intet ville trænge igennem min teflon dragt.

Det var ensomt inde bagved. Det fortalte jeg ikke til nogen. Den ensomhed lever derinde stadigvæk. Jeg siger det stadig ikke til nogen men jeg er mere bevidst om at den er der.

Det er så sindssygt hårdt at være et stolt menneske der hver dag skal sluge at blive ydmyget. At komme til kort i det følelsemæssige spil der er imellem du og jeg. At være så god til at gennemskue hvad der sker med dig, men uden magten til at kunne gøre en forskel.

Det er den største sorg i mit liv. Ikke at kunne nå dig. Ikke at kunne komme ind til dig og være den der gør dig tryg. Den der gør dig hel.

Jeg ville aldrig kunne forlade dig.
Du er min søn.