Efter en hektisk men alligevel hyggelig morgen er sidste barn afleveret. På vejen hjem nyder jeg udsigten af havet, så skoven og så markerne der alle praler med efterårets farver.

Der var engang hvor det ikke stod tydeligt i kortene at det store hus midt på vejen skulle tilhøre mig. At et liv med sejl sat efter en lejlighed et sted med rod i alt. Altså hvis den sociale arv skulle gå hen og være smitsom.

Men huset står der. Stort, rødt og flot. Selvom det er et par år siden kontrakten blev underskrevet så føles det stadig ikke helt som " hjem "

Der findes tider hvor det kan føles som et fængsel at eje noget så stort. Tider hvor det slet ikke er mig med naboer der vinker når man passere dem på Ravnevej. Størrelsen på deres biler virker helt uvirkeligt. Børn i skolegården tæt ved der alle har de nyeste dyre cykler, tøj og sko. De er børn af de børn der engang syntes at jeg lugtede anderledes.

Barndommens gade har en bestemt stank. Den har været svær at slippe men mine børn bærer den ikke.

Der behøver ikke være en kobling. Men mine penge har ikke gjort mig lykkeligere. Samværet med andre mennesker er det jeg betegner som lykke.

Og alligevel tænker jeg indimellem at her midt i dette kvarter af overflod, er jeg gøgeungen.