Jeg har efterhånden nået den noble alder af 32 år. Jeg har gæld i banken. Jeg har andelsdels lejlighed på Amager. Jeg er voksen på alle tænkelige måder.... Men når jeg besøger min mor og far, så er det som om, alt det er voksent forsvinder. Hvorfor? jeg spørger mig selv, hver gang jeg kommer hjem til dem? Hvorfor er det, at min mor altid spørger mindst en uge før jeg kommer hjem, hvad jeg vil have at spise, hvorfor er det at min far, gør nærmest alt, hvad jeg måtte ønske????
Jeg tænker, at svaret må være: Mine forældre ser ikke den 32 årige fyr, der står foran dem. De ser jo stadig den lille snottede glade dreng, på 3 år, der vælter omkring og ler, når de kilder min mave. De ser stadig den 6 årige dreng, der med sin nye skoletaske skal begynde i skole. Drengen der tøvende ser sig tilbage og kigger på mor, når han går ind i klasseværelset. De ser stadig drengen for sig, der er blevet drillet i skolen. De kan jo stadig føle den smerte, der går gennem deres forældre-kroppe, når den lille dreng græder. De husker stadig, da jeg stod som konfirmand, jeg sagde ja til tro, håb og kærlighed. De var der, da jeg i 1G stod på scenen første gang nogensinde og skulle synge. De må have været mindst lige så nervøse og spændte som jeg har været. Og hvor stolte har de ikke været, da det gik godt. Jeg har lavet mange forstillinger siden jeg gik i 1G. En del som amatør og en del som prof. De har set dem alle. Jeg har altid været så glad for, at de der. Ikke at jeg skulle bevise noget overfor dem. Men jeg var bare stolt over, at jeg kunne vise dem mit værd.
De husker stadig, den første gang. jeg var dybt ulykkelig over bruddet med den første rigtige kæreste, hvor de gjorde alt for at trøste.
Dagen hvor jeg flyttede hjemmefra, og de kørte mig hele vejen til København, og vi læssede tingene af. De var der hele dagen. Så deres mærkelige ansigtsudtryk, da vi krammede farvel på gaden. Jeg følte mig voksen og klar til at erobre verden. De må have følt sig forladt.
Jeg husker igen, da jeg skulle flytte 2 år til Sverige. Far græd vist mere end mor, da jeg steg på toget, og afsted. Det gjorde lidt ondt. Smerten varede kort, jeg kom hjem igen. De var i Vestjylland. Jeg i København, så i Fredericia, så i Odense, så i København. Så skulle jeg ud og sejle. Væk fra Danmark i 8 måneder.... Jeg husker stadig, da vi stod under bøgen på min eks kærestes forældres gård og krammede farvel. jeg græd. Mor græd. Far græd. ret rørende - måske en smule ynkeligt, for de mennesker, der ikke har været involveret i min, og min mors og fars historie. Men for os var det smukt. For os var det rørende.
Jeg er ikke stolt over at sige det. Men mine forældre sender en SMS til mig dagligt. Svarer jeg ikke indenfor 1 time, sender de en ny SMS, for at høre om jeg har fået den forrige. Svarer jeg derefter ikke indenfor en halv time, får jeg et opkald fra mor, der spørger om, jeg ikke har modtaget deres SMS. (Jeg kunne jo være faldet i Sortedams søen, eller være blevet overfaldet af Nissebanden) Som 32 årig kan det til tider virke umyndiggørende,at ens mor og far har behov for at have kontakt med mig hver dag. Men når jeg tænker mig om, så er jeg jo ikke kun den 32 årige mand i deres øjne. I deres øjne er jeg både 1, 3, 6, 9, 14, 16, 18, 20, 23, 26, 29 og 32 år. De har jo kendt mig altid. Når de ser på mig, når de ser i mine øjne, ser de alle mine aldre. Alle glæder og sorger jeg her gennemgået........ Hvorfor pokker kan jeg se ikke beslutte om jeg vil have frikadeller eller karbonader næste gang, jeg kommer hjem? Hvor svært kan det være?