Åh igen er der gået alt for lang tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Nå, ja nu har jeg jo heller ikke ligefrem opkobling derhjemme, så der går jo lidt tid imellem!
Men måske er det på tide at få renset ud. Nå ja, måske ikke helt, visse ting har måske kun godt af at forblive i den lille sorte æske, men gemmer langt indeni! Og som kun kommer frem, når der skal rodes lidt ud - godt den er af stræk-stof!
Hvor har jeg i grunden gjort mange ting, der er kommet ned i den grimme lille æske! Har ikke tænkt at ændre på det, eller gøre noget om. Jeg er sikker på, at æsken følger med i størrelse, mens jeg fortsætter med at lave mine dumheder.
Selvfølgelig ville jeg gerne holde op med alle disse dumheder. Ville dybest set gerne, at jeg kunne holde mig på dydens SMALLE vej. Men det er altså ikke nemt. Jeg prøver og prøver og prøver, men jeg plumper alligevel i! Så sidder jeg der i hullet i to minutter og tænker. Tænker mest "Bare der ikke var nogen, der så mig!" Og hvis de gjorde, så skulle jeg skam nok finde en rigtig god undskyldning, så jeg kom til at fremstå som offeret. Tænker aldrig "Martin, du er en idiot! Se nu hvad du har gjort. Skammer du dig ikke?" Og det tænker jeg aldrig, for jeg skammer mig aldrig. Jeg er ærlig talt et af de mennesker, der ingen skam har i livet. Det er frygteligt. Jeg ved det! Jeg er ret beset et dårligt mennesker.
Og dog, jeg har en skam i livet - MEN FOR POKKER KUN HVIS JEG BLIVER OPDAGET! Det mest frygtelige af det hele er: Martin ser der ikke som noget dårligt. Han ser det nærmest som en bedrift, et talent!
Hvordan kan jeg dog overhovedet få mig selv til at se det som noget positivt i mig? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Altså rolig nu. Jeg har ikke gjort noget ulovligt! Deter kun små moralske ting. Normalt ville man sige moralske dilemmaer - men det kan man jo for pokker ikke i mit tilfælde - for jeg ser ikke dilemmaet.
Jeg er fakta et meget elskeligt menneske. Jeg rummer ufattelig meget kærlighed og omsorg for andre mennesker. Jeg er hyggelig og sjov. Lytter altid til folk, når de er trist. Alt i alt burde jeg faktisk være et godt menneske. Men så er der jo lige denne lille ting, der gør mig djævelsk.......


Siden sidst: Det største og det bedste: Martin har fået en kæreste. Jubiiii. Ja, okay tag bare armene ned igen, vi har været sammen i 20 måneder, så den værste forelskelse har fortaget sig!
Men hvor er det gået hurtigt. Man begynder med, at være så vanvittig lykkelig, en rus, man slet ikke kan beskrive. Alle mennesker, er så langt væk fra en - de befinder sig flere 100 kilometer under en. Og man nyder himlen og solen og skyerne med sin kæreste. Og varmen er ganske fantastisk. Kys og kærtegn er alt, der betyder noget. Denne tosomhed er kun vores, vi er blevet et med hinanden. En dag vågner man så, hans skægstubbe ligger i håndvasken. Opvasken for de sidste 5 dage har han ikke taget - skønt han lovede det! Det tøj som jeg ikke nåede at vaske fordi jeg kun var hjemme i 5 minutter, ligger stadig i en rodet bunke! Man står og skummer lidt for sig selv, går hen til ham. Kysser ham - jeg er hjemme min elskede!