Åh de gode tider er på vej tilbage :)

Jeg tog en beslutning, og gik to timer ned i tid, således at jeg nu kun har 28 timer, og så fik jeg det kringlet sådan, at de to timer, der så var tilbage på min i forvejen ret korte onsdag blev lagt over på mandag, så jeg nu har fri hver onsdag.
Jeg havde min første fri-onsdag i onsdags. Det var SÅ skønt!
Og så mærkeligt, min krop var slet ikke indstillet på at jeg skulle på arbejde igen allerede torsdag - jeg følte det næsten som var jeg tilbage på barsel igen.
God beslutning!

Og så gør det også bare en kæmpe forskel, at det hele er blevet lidt lysere, og at sneen er væk, og dermed også alt det våde overtøj og støvler jeg dagligt har kæmpet med, både med børnene på arbejde, og med børnene herhjemme...

Og så blev jeg ringet op i dag...
Jeg sad og var ved at male børn (ja, det er sådan noget vi gør i min børnehave - børn ser sgu så kedeligt ensfarvede ud... hehe, ej de var selvfølgelig ansigtsmaling og prinsesser og Spidermen, katte og djævle). Det var ikke et nummer jeg kendte, men valgte at tage den alligevel - det kunne jo dreje sig om et af børnene.

(Jeg skylder lige historien at sige, at jeg HADER telefosælgere. 1) fordi jeg har en tendens til telefonskræk, 2)fordi jeg ikke er god til at sige nej, og 3) fordi de sjældent vil sælge mig noget jeg rent faktisk vil have. Men jeg har besluttet mig for, at de to første punkter er noget jeg skal arbejde med, og tage og komme mig over, og det sidste punkt - jah, der må jeg jo så bare klappe i mine små hænder, fordi det gør punkt 2 så meget lettere at arbejde med! Så jeg øver mig kort og godt i at være afvisende og kort for hovedet, indtil jeg ved hvad sagen drejer sig om)

Og det er så denne her dame, der ringer fra PenSam og spørger om hun forstyrrer.
"Ja det gør du," svarer jeg afvisende, og tænker at jeg ikke orker over telefonen at skulle tage stilling til min pension og hvad jeg ellers kan få oveni hatten, hverken nu eller på noget andet tidspunkt. Jeg vil have det på skrift hvis det skal være, og så vil jeg give mig god tid (gerne et par dage) til at overveje.
"Jeg sidder på arbejde," fortsætter jeg.
"Nå, ok," siger hun, "jamen jeg kan gøre det ganske kort..."
Og her er det så at Michala overveje to muligheder:
1) Smække røret på, og male den stakkels pige, der sidder og venter færdig.
2)Øve mig i at sige stoppe dem, før de når for langt, og gøre dem tydeligt opmærksom på at jeg ikke er interesseret om de så ville forgylde mig...
Mens jeg overvejer de to muligheder, må jeg sande at jeg er langt lettere at overbevise, end som så - hun behøvede ikke at forgylde mig, hun skulle bare sige til mig at jeg havde vundet en cykel, og så havde jeg smilestemmen fremme igen :)
Jeg kunne godt huske at jeg var med i en konkurrence i efteråret, mest af alt fordi jeg kunne vinde 200 kr til Netto - det ville man nemlig få besked om med det samme. Da jeg havde sendt min besvarelse afsted, og klikket videre til næste skærm, stod der, at jeg desværre ikke havde vundet et gavekort, men at jeg naturæigvis stadig deltog i lodtrækningen om en cykel...
HAHA! Ja klart jeg vinder den. Var min tanke, og siden har jeg ikke engang skænket det en tanke...

Men jeg har vundet en cykel, og der kommer én ud og tager billede af mig, og stiller mig et par spørgsmål.... ARG! jeg får helt kriller i maven... Jeg skal have mit billede i et eller andet nyhedsbrev... Big Deal...
Men JO! Big Deal... Hvad skal jeg tage på...
Mit klædeskab er rustet til udeliv, og til at blive smurt ind i snot og leverpostejsmadder... Da ikke til at blive fotograferet...
Men jeg må jo tage det som en kvinde, og få det bedste ud af det jeg har... Og trøste mig ved, at den enste der vil kigge på det om ti år er mig selv... Og uanset hvad jeg har på af tøj, vil jeg nok grine af det til den tid, og sige "Ej gik jeg virkelig sådan klædt i 2011??"

Michala