Dagbog 05-07-2010 Junior- ventetid, ængstelse, vrede, overraskelse, bange

Vi var meget nervøse, vi vidste at lille Junior, skulle bedøves og have taget prøver, så de kunne se om han har leukæmi. Han skulle faste fra klokken 6, og så måtte han heller ikke få noget at drikke. Hvordan forklare man lige det til en lille dreng, der ikke har haft sin første fødselsdag endnu?

Vi ventede og ventede, gik frustreret rundt. Ventede på telefon skulle ringe, men tiden gik, og klokken lidt over halv ti, måtte Else køre på arbejde, hun ville ringe når hun hørte noget. Hun havde stadig forgrædte øjne, men prøvede at skjule det.

Olde og mig spiste frokost, og ringede til Else men intet nyt. Vi var meget frustrerede, fordi vi tænkte på den lille dreng, der ikke havde fået noget at drikke og spise indtil nu. Olde gik ind for at sove til middag, jeg fodrede hestene og gårdkattene. Jeg prøvede at skrive lidt foran computeren, men jeg kunne ikke koncentrer mig. Jeg tænkte på lille Junior.

Først lidt over 14 ringede Else, hun fortalte med en underlig rystet stemme. Junior var udskrevet og de var hjemme. Nogle læger havde holdt møde om ham, om at det ”måske” ikke var leukæmi. Men skyggerne på lungerne måske alligevel var fra lungebetændelsen, og ”plamageknuse” i hovedet sikkert ikke er noget alligevel, så de blev udskrevet og så skal de se tiden an i 14 dage.

Jamen, vi ved ikke helt om vi skal grine eller græde, for ikke at sige skrige. Vi har så mange spørgsmål vi ikke har fået svar på. Vi håber og beder til de har ret, men vi er ikke overbevist. Vi er bange og nu skal vi vente 14 dage.

Else kom hjem sidste på eftermiddagen, hun havde det ikke så godt. Hun gik bare ind og lagde sig på sofaen. Jeg ordnede det jeg kunne. Lavede mad til Olde og mig. Olde fortalte hun havde taget en pille, og det plejer hun ikke. Hun havde kvalme, hovedpinde, som om hun skulle bøvse men ikke kunne. Hun fik det sådan kort tid efter hun havde fået det at vide med Junior.

Jeg var bange for at det var noget slemt stres. Else gik med over for at lukke af i stalden, men hun kunne ikke, så hun måtte gå ind for at ligge sig. Jeg gjorde det færdig.

Det var en underlig aften. Else lå bare der, det var vi ikke vant til. Jeg lagde meget mærke til om hun var nærværende, når jeg snakkede med hende. Og det var hun.

Jeg gik også ind i seng, men sov uroligt, fordi jeg var bange. Jeg bad om at både Junior og Else må blive raske igen. PHUHA sikken en dag, nu kan dagen i morgen kun blive bedre.