Jeg hader at have Aspergers syndrom. Jeg hader, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og opføre som normale mennesker. Jeg hader at være en andenrangspatient der ikke er værdig til behandling, bare fordi der i min journal står de to små ord "Aspergers syndrom". Jeg hader mig selv, fordi jeg er forkert. Jeg er vred på de andre beboere, fordi de ikke hader sig selv og deres handicap.

Jeg mindes svagt en tid, hvor jeg havde håb og drømme, men systemet har lært mig, at det er en farlig cocktail. Overlægen på psyk sagde endda, at jeg ikke skulle gøre mig håb om at få et godt liv.