Jeg har lige en periode nu, hvor tingene er svære og jeg er rigtig ked af det. Det er som om jeg altid er i undtagelsestilstand - der sker hele tiden ét eller andet som gør at jeg har noget at være ked af.

De sidste 3 år har min stedfar været syg, og hver gang min mor ringede var jeg bange for, at han var blevet indlagt igen eller det der var værre.. I december døda han, og for en måned siden blev jeg fyret.

Jeg prøver at være tapper og glad når jeg er hjemme og sammen med B. Jeg prøver at se det positive i det, der er sket: "Nu fik han fred, nu kan jeg finde mit drømmejob", men det er ikke altid det kan lade sig gøre, og ét eller andet sted skyder jeg bare sorgen foran mig og får ikke taget mig af det.

I torsdags var der teammøde på arbejdet og i 1 1/2 time snakkede de om fremtiden, og om hvor mange fine CV'er de havde fået til de 5 job, som nu skal sendes til Mumbai - hvor mit er ét af det. Efter mødet brokkede jeg mig lidt over, at os, der får sendt vores jobs derned, også skulle deltage, og så kom det bare... Jeg blev så ked af det og begyndte at tude. Sandy var henne hos mig med det samme og kramme og Rolf resignerede bare som han plejer. Lasse var rigtig sød og sagde at jeg bare skulle tage hjem, og det føltes som om han forstod mig. (Han er også blevet fyret)

Jeg skrev en mail til min chef (Allan) og hans chef (Helle) og tog hjem. Inden jeg tog hjem, ringede jeg til B. Han havde ikke lige tid. Efter 10 min. ringede han op igen og jeg fortalte hvad der var sket og var ked af det. Da vi havde snakket lidt, sagde han igen at han ikke havde tid. Jeg ringede til Mia og hun var sød som altid. Helle ringende og vi fik os en god snak, hvor jeg stadig var rigtig ked af det, og hun var god til at lytte og spurgte om der var nogen hjemme når jeg kom hjem. Vi blev enige om at det var en lidt forsinket reaktion på at jeg havde mistet mit job, og hun prøvede også at fortælle med de gode ting ved at skulle finde nyt job.

Men jeg vidste at der ikke var nogen hjemme, og jeg anede ikke om B ville ringe igen. Det gjorde han, lang tid sernere og jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor jeg ikke havde hørt fra ham før. Jeg var stadig ked da han ringede igen og fik sagt at jeg ikke lige kunne forstå hvorfor jeg ikke havde hørt fra ham før, hvorefter han fortæller mig at han ikke bare kan smide alt han har i hænderne, når han er på arbejde... Jeg blev selvfølgelig endnu mere ked af det, og gad ikke at snakke med ham mere. I stedet sendte jeg en sms om at det nok ikke var så smart at fortælle mig at han ikke vil smide alt for mig, specielt når jeg var så ked af det. Han skrev at det ikke var hans skyld at det var noget lort på arb., og jeg skrev at det ikke var min skyld at han lige havde travlt på det tidspunkt..

Da han kom hjem havde jeg snakket med min mor også, og var blevet enig med mig selv om at glemme hele balladen. Vi hyggede og spiste sammen, og så sad han foran computeren resten af aften.. Ikke lige det jeg havde mest brug for, men jeg opdagede det for sent.

Vi havde en hyggelig aften fredag, og lørdag lavede jeg mad til det hold han træner, og han var rigtig sød. Det var hårdt at lave mad til 20 mennesker, men også sjovt, og rart at han blev glad for det. Jeg gik i seng ved 23-tiden og var så træt at jeg ikke fik taget tøjet af. I morges var jeg stadig træt, men jeg skulle bare afsted til ridning her til formiddag, for det er det fedeste :)

Da jeg kom hjem igan var han ikke hjemme. Jeg ved ikke hvor han var og han havde ikke sendt sms eller skrevet en seddel. Jeg tænkte: "Nå, så kommer han snart", men nåede at gå i bad og tage tøj på før jeg sendte en sms og spurgte hvor han var. Selvfølgelig nåede jeg både at blive vred, ked og bange for at der var sket noget med ham eller hans forældre, så da han kom hjem var jeg ikke særlig glad.

Jeg sagde til ham at han gerne måtte give besked, når han tog afsted og han mente at jeg ikke skulle vide alt om hvad han laver og hvor han er. Det er også rigtig nok, men jeg vil gerne vide at han er væk i 10 min., eller ikke er der når jeg kommer hjem. I stedet for bleve det til endnu et skænderi, men i stedet for at skændes hele eftermiddagen er jeg hoppet over i den anden grøft og har ignoret ham. Jeg startede med at tage i Brugsen uden at sige hvor jeg skulle hen og da han begyndte at snakke med mig, jeg kan ikke engagn huske hvad han sagde, var jeg bare ligeglad...

Jeg kan og vil ikke mere skændes og diskutere fordi han ikke forstår mig eller vil forstå mig, eller ikke repsekterer mine følelser. Der er en grund til at jeg ikke bryder mig om at komme hjem til et tomt hus, og det synes jeg godt at han kan respektere. Vi har ikke snakket sammen i flere timer nu og det er super ufedt. Jeg overvejer hvad jeg skal gøre, men jeg gider ikke at være den, der tager den op igen igen igen..

Han er Mads fra Matador..