Krisetid...det er bare hvad denne tid ER!!!

Jeg kan ikke holde UD at bo her sammen med L. Hele ugen har jeg holdt minen og været venlig. Jeg har taget mig af min søn og sparket mine følelser så langt til højre jeg kunne.

Dog skal der ikke meget til at at de alligevel presser sig på.

Tjo det har været nemmere da jeg holdt op med at kræve noget af L. Jeg blev nødt til at finde en strategi for at klare mig igennem denne tid. Vi har brudt vores forhold og nu venter jeg bare på, at Emil og jeg får et sted at bo.

Jeg har brug for at få den mand på afstand. Jeg har brug for at komme mig over ham så jeg kan komme videre. Jeg ved godt jeg allerede er i gang men processen bliver virkelig bremset fordi jeg skal gå op og ned af ham.

Han har aldrig rigtig kunne vise sine følelser for mig. Selv om det ikke ville hjælpe en meter, så ville det alligevel være..."rart" at han på en eller anden måde virke bare en smule påvirket. Det gør han ikke og lader endda til at stor-trives fordi jeg er stoppet med at kræve noget som helst af ham.

Jeg er derimod i sorg. Det er svært for mig alt det her og jeg er sgu ked af at vi er forbi...selvom jeg ved det er den rette beslutning. Jeg kan ikke komme mig på den her måde og bliver nødt til at skabe afstand til ham hurtigt.

Det er min søn og mig det handler om...jeg har brug for mine kræfter så jeg kan være mor. Alle de følelser i forhold til L, de tapper mig helt vildt. Tanker, vrede og spørgsmål hober sig op. Hvordan kunne han bare lade stå til? Hvorfor har han aldrig kunne se ud over sin egen smerte og vise mig bare en smule omsorg? Hvorfor? Hvorfor?

Det er alle de spørgsmål jeg skal have så langt på afstand, at jeg ikke længere føler trang til at få dem besvaret. Det kan jeg ikke på denne her måde og jeg synes bare jeg får det værre og værre...

Plan for ugen? Min skole, min søn og beslutning om hvad der skal ske...

L rykker sig ikke en meter. Han sidder stædigt i sin lejlighed og siger "MIN - MIN - MIIIIIIIIIIIN" i stedet for at fjerne sig så jeg får lidt ro. Det ville være et par måneder det ville dreje sig om.

Han tror at jeg, som ham, blot kan pakke mine følelser væk og være venlig. Men jeg føler det jeg føler og han har virkelig ikke gjort meget for at forhindre den sorg jeg bærer på.

Det mindste han kunne gøre var, at give mig lidt plads.

Jeg ved at jeg er en god mor. Siden jeg fødte min søn, har jeg været stolt over min rolle som mor. Emil har altid været først i mine overvejelser og selv om jeg tit og ofte har følt mig følelsesmæssigt forsømt af hans far, har jeg kæmpet for at vi kunne blive sammen som familie. Men det var også med min søn for øje...at jeg sandede vi ville få det bedre hvis jeg brød op med vores lille familie. Far var aldrig glad og mor var alt for mærket af det.

Men på det sidste er jeg ikke så stolt mere. Jeg føler ikke jeg giver min søn det bedste her i livet og er ked af at jeg ikke kan stable et godt hjem på benene.

Jeg må TRO på at det vil ske snart.

Nu vil jeg hente ham fra hans vuggestue og være sammen med ham.