I en tid med kaos og tunge følelser, har jeg alligevel fået skabt mig en indre plan som giver mig lettelse.

Jeg tog Emil med hjem til min mormor i weekenden. Hun havde fået nyt knæ og havde brug for hjælp. Da jeg trådte ind i mormors hus, mærkede jeg en tryghed i maven som helt havde været væk gennem de sidste par uger. Jeg har jo også kommet i det hjem fra den dag jeg kom til verdenen. Det var bare rart at lægge lidt afstand til tingene herhjemme og dermed fik jeg overskud til at tænke mig grundigt om.

Det står tydeligt for mig, at denne bolig jeg hår fået nu, bliver nødt til at være en midlertidig base hvorfra jeg kan finde os det rigtige. Jeg fortryder ikke at have flyttet fra L...jo jeg er rigtig vred på ham over at have sat mig i denne situation og såret over at han ikke kunne have gjort det hele bare lidt nemmere for hans søn og mig. Han kunne jo have flyttet ud selv og givet mig tid og ro til at finde os et optimalt hjem. Men sådan er det. Min vrede til ham kan måske kun hjælpe mig til at få sat punktum for nogle ting. Hvis jeg blot ikke lader vrede og ulykke æde mig op, kunne jeg måske lige frem bruge disse følelser konstruktivt i stedet for destruktivt.

Dette hjem kan aldrig blive en realitet for længerevarende tid. Udlejer bor klods op af mig og svinger fra at være flink til besværlig. På 3. ugen mangler jeg stadig ovn i køkkenet, antennekabel og diverse småting som burde have været på plads ved indflytning. Når jeg rykker, virker han irriteret. Jeg tænker at han havde brug for leje for denne lejlighed og kun jeg accepterede den satte leje...som er fornærmende i forhold til hvad jeg har. Men jeg sagde ja og kunne aldrig finde på at gøre indsigelser nu – på nær at sige lejligheden op.

Så nu søger jeg igen og håber at Emil klarer endnu et ryk. Som én sagde forleden; Han ser det måske bare som et lille hotelophold!

Jeg må holde i lidt endnu og tro på at tilværelsen bliver som jeg ønsker. I hvert fald har jeg flere kræfter inden i, end jeg havde før weekenden. Jeg føler mig ikke på afgrundens rand og tænker at det hele nok skal løse sig – måske ikke lige nu men snart!

Jeg har sat mig ned og skrevet et brev til L. Det er ikke mailet...endnu og jeg grubler over hvorfor jeg har så svært ved at sige fra. Siden hvornår har jeg tildelt eller fået tildelt den erfaring, at det er enormt farligt at sige NEJ og STOP...at passe på sig selv?

Denne krise, som jeg kunne vælge at kalde denne tid, kunne jeg måske få rigtig meget ud af. Jeg tror, hvis jeg kigger godt efter, at jeg kan få øje på en masse sider af livet og mig selv som kan give mig en fornøden visdom på mit liv. Jeg ved at jeg sagtens kunne bruge resten af mit liv på svage mænd...og på at reparere et brast håb om en lykkelig familie. Det er så skide trygt (og paradokst) at leve på den måde. Men tænk engang at leve uden det? Tænk engang at kunne finde sig en mand (f.eks.) som turde elske mig, som kunne elske mig, som elskede at jeg elskede ham???

Hvor er trygheden mest tryg?