Som på alle de andre dage i denne uge, fik jeg mavepusteren på ny efter jeg havde vinket farvel til Emil. Næsten hver dag har jeg måtte igennem tudeturen efter at have afleveret Emil.

Jeg tror ikke tuderiet skyldes at "sige farvel" til ham, nej det er mere fordi at jeg så er alene og ikke bliver nødt til at stramme mig an som når jeg er sammen med Emil. Jeg mærker alt det som jeg ikke føler der er plads til, sammen med min søn. For hans skyld vil jeg ikke sidde og være ked af det...og ja det kommer så når jeg er alene.

Det er svært at cykle hjem igen. Jeg trækker tiden, trækker cyklen og ryger de cigaretter jeg ikke kan og vil herhjemme.

I morges tog jeg altså lidt hurtigere hjem...

Jeg har så svært ved at slappe af her. Når døren lukkes ud til gangen, hjælper det lidt men det er stadig slet ikke det samme som før.

Jeg har ikke kunne finde ud af at foretage mig noget. Jeg har vasket badeværelset ned, gået en tur og satte mig til sidst ned og malede to billeder til Emils værelse...Byggemand Bob og Pingu.


Der er en uges tid til skolestart. Det vil hjælpe at komme i sving. Så giver hverdagen oftes sig selv. Op, morgenmad, vuggestue, skole, indkøb osv osv. Både Emil og jeg trives bedst med sådanne rutiner i hverdagene.

Jeg synes virkelig jeg har brugt meget tid på at være trist og føle ulykke. At være mor til min søn giver mig en enorm lykkefølelse. Men jeg mangler den også sådan helt personligt....indeni og over mig selv. Lykke og lykke...måske mere selvtilfredshed, det indre drive, ja alt hvad der kan holde mennesket oppe.

Alt den tristhed generer mig så meget.

For første gang i lang lang tid, har jeg lyst til at drikke! Ikke kun i de sene aftentimer når min søn sover tungt, nej også i dagtimerne. Jeg tænker at et glas vin lige kan give mig lidt mere styrke og gejst på dagen. Hvor nemt det ville være at støtte mig op til sådan en sutteklud i denne tid. En djævel i mig afviser fuldstændig alle pegefingre som siger NEJ. "Jeg bliver jo mere glad...mere stærk...mere sjov!" Alt sammen er en gang bla bla og måske har jeg været vidne til at mit forbillede (min mor) støttede sig op af vin i hver en krog når alt var lort i hjemmet, men er det grund til at smadre det hele for mig selv på ny? For min søn?
Hmmm...selv i klædeskabene fandt jeg hendes "støtter" og når hun var ked af det var det altid arm i arm med vinen. Selvfølgelig har det været og er det meget nærliggende for mig at søge til sådan en lindring. Men good god...

Stå fanden i det. Kom på benene og se frem!