- Den smukke linie, er desværre ikke min, men titlen på et digt, skrevet tilbage i 1896 af forfatteren Helge Rode.

Men det er sandt – intet er så stille som sne. Gik den smukkeste morgentur over de snedækkede, jomfruelige marker og hjem gennem skoven, hvor lyset forsigtigt kiggede frem. Var ude ad døren kl. 7.00 og hjemme til dejlig kaffe kl. 8.30. Sikke en fantastisk måde at starte dagen på!

Hunden tumlede rundt i driverne og sneen var som det fineste pudder, der raslede af grenene, når man passerede nedenunder. Der var ikke et øje derude, kun den begyndende morgentrafik langt borte og man føler virkelig man er helt alene i verden. Max’ store poter satte kæmpespor i alt det hvide og vendte man sig rundt, kunne man følge sine fodspor langt tilbage. Glemte kameraet, men så må det ligge i erindringen – dette fabelagtige landskab.

Solen er kommet frem og prikker til sneen, så den slipper grenene og falder til jorden. Man kan se hvor solsortene har hoppet rundt, små tre-grenene fodspor i alt det hvide.

Max er træt af alt det springen rundt og ligger nu og bobler på sofaen. Han bliver frygteligt sulten af det den motion og går målrettet i køkkenet, når han kommer hjem, stiller sig og vender bebrejdende det store hoved: ”Hvor er morgenmaden!”

Har fri lidt endnu, min skulder som jeg fik opereret for en rum tid siden er ved at være på plads og jeg skal snart ud og deltage i samfundet igen. Glæder mig, selv om dagene med friheden nu også har været dejlige.

Skriver pt. på en længere novelle om en new age-prædikant, der betager alle – undtagen de der ved, hvad hans virkelige hensigt er. Bliver helt grebet, når man sådan sidder langt inde i en historie. - Og var faktisk så fraværende i skriveprocessen i går, at jeg fuldstændig glemte at få bilen til syn og (meget flov) måtte ringe og få en ny tid her i morges. Pinligt!

Ak, ja… Nå, vejret er da lige til en sneboldkamp eller også skulle jeg måske bygge en snemand?