Isen var tynd. Det gik godt, vi havde det hyggelig, jeg fornemmede han var glad for at se mig.

Vi snakkede om alt muligt om hans job, ikke job, udvikling, arbejde, hvordan folk bliver ældre og får børn, om vores familer, mine søstre, hans nevø og niece, der er begyndende teenagere, og som kender mig ret godt... Kan huske J sagde om den yngste 'hun kan jo slet ikke huske noget før dig'... hun var 4 da vi mødtes. 10 da vi gik istykker.

Vi blev enige om, at vi ligesågodt kunne være venner, for alle vores venner inviterer snart til barnedåb igen. Endnu en runde fester er på vej. Han tog mit hovede kærligt og aede mig og gav mig et knus, for det blev han glad for.

Jeg kunne have kysset ham. Han er umulig at dele livet med, men fuck, hvor jeg udemærket godt ved, hvorfor vi var sammen. Jeg elsker den mand. Jeg sagde det også til ham. Ikke at der er noget ønske i det.... jeg har spyttet ham i ansigtet i foragt og vrede, og der er ikke noget muligt liv for os. Men overfor ham, har jeg ikke noget at tabe. Vil hellere at han passer lidt på mig, fordi han ved, hvordan jeg har det.

Selv er han for stolt til at sige sådan noget... og hvad skal man også bruge det til.

'Min familie siger hver gang jeg ser dem, at jeg har kastet guld på gaden', siger han. Det varmer tænker jeg, men jeg ville nu hellere at han tænkte det.

Vi var inde på hans gamle kontor, hvor vi blev tiltalt 'Hvad skal I nytårsaften'... 'Hvad skal I nu' meget meget mærkelig fornemmelse. Vi må jo stadig udstråle at vi har været sammen på en eller anden måde. Det var sørgmodigt for mig. Lidt kryptisk for J. Måske troede de, at jeg var en anden... en ny? Han må gerne have nye kærester. Bare han lover, at han har elsket mig. Det betyder alt for mig.

Da vi gik sagde jeg, at han var en dejlig fyr, og at jeg var glad for at vi havde været sammen. Da jeg var gået skrev jeg at jeg kunne have kysset ham, og at jeg hellere vil have, der er andre også, når vi er sammen. Vi kan godt lide hinanden. Det er rart. J er ikke så knyttet som mig, men jeg tror han respekterer mine følelser for ham en hel del mere end hende min veninde, der siger, at det er en fiks idé. Han er også bange for aldrig at føle sådan igen, sagde han. Vi ved det godt begge to. Da vi engang sagde til hinanden, at vi var heldige, havde vi ret.

Jeg græder... men jeg prøver at huske, at jeg imorges troede på, at jeg kan komme til at elske en anden igen. Og at jeg ikke gider vente halve og hele dage, for at få en kaffe-date med min kærlighed.

Kære J, alt det bedste til dig.