Det sætter altså virkelig tingene i perspektiv for mig, når jeg får dem skrevet ned her.
Har lige siddet og prøvet at lave problemløsningsstrategi over emnet i mit andet indlæg. Og kom i tanke om, at ronja jo skrev lige det samme til mig i en kommentar, som jeg følte mig så kvik over at komme på ;) Tingene føles bare ligesom større, når man selv synes man finder på dem eller noget.

Men altså jeg mangler vel en tro på, at det jeg gør er okay. så jeg skal måske bare bilde mig selv ind, at det er helt fint og faktisk også mere end det, hvis jeg bare består 1 eksamen i år, selvom jeg har meldt mig til 3 og er grueligt langt bagud. Karakterer og den slags pjat, må komme med tiden. Lige nu aner jeg faktisk ikke, hvad der forventes af mig, så derfor kan jeg heller ikke forvente at gøre det rigtigt første gang. Eller de første gange. Der er jo en grund til, at man har 2 reeksamens-forsøg.
Det letter mig fuldstændig sindssygt meget at tænke sådan. Men forstår det ikke, ved ikke hvor jeg gør af al den selvtillid jeg burde have.

Da jeg afsluttede min HF, skrev jeg min sso på 2-3 dage, fordi jeg var kæmpe ulykkelig og slet slet ikke fik udnyttet al den tid jeg havde til rådighed - Og jeg fik 9.
Jeg gik op til 10 eksaminer sommeren inden jeg kom ind på psykologi og fik super gode karakterer, min arbejdsindsats taget i betragtning. Jeg gik blandt andet op i geografi igen, fordi jeg fik 9 året før og vidste at jeg kunne gøre det bedre - Hvilket også lykkedes, da jeg fik 10. I det hele taget var jeg mega presset grundet adgangskrav på uni og det gik jo alligevel.
Det er det jeg mener med, at jeg et sted udmærket er klar over, at jeg godt kan finde ud af tingene.

Alligevel kikser det. Alligevel får jeg det som før beskrevet og føler på ingen måde at jeg kan leve op til noget som helst! Og det, selvom jeg fx er den eneste i min familie, der går på universitetet. Jeg har ingen jeg skal bevise noget over for.

Det hele virker lidt mærkeligt, men som jeg også blev rådet til, skal jeg åbenbart sætte mit ambitionsniveau meget meget ned, for selv at kunne følge med. selvfølgelig vil jeg altid gøre mit bedste, når jeg så står i situationen som jeg har frygtet, det kender jeg mig selv godt nok til. Optakten skal åbenbart bare være anderledes.
Fatter bare ikke, hvor jeg gør af alle de gode ting, jeg har lavet. Det er ligesom de slet ikke betyder så meget. Jo, lige når de sker er det fantastisk, men så putter jeg ligesom følelsen ind et sted og siger at "ih, hvor var det bare dejligt at det skete, men hvorfor i alverden skulle det ske igen? Og hvorfor skulle det overhovedet sige noget om mit generelle præstationsniveau?".

Jeg kan faktisk godt, hvis det sker mange gange nok. Jeg har haft kæmpe succes i showdown (det spil jeg spiller) og på et tidspunkt, følte jeg virkelig at jeg havde styr på det. At folk havde ret, når de sagde at jeg var dygtig. Men så blev jeg udtaget til EM og var ved at dø ved tanken om at folk herhjemme syntes jeg var så god og hvad så, hvis det gik super dårligt internationalt?
Der skal åbenbart virkelig mange mange gode oplevelser til, før jeg tror sådan rigtigt og kontinuerligt på, at jeg er dygtig til noget. Og selv hvis jeg gør det, skal omverdenen ikke stille for store krav.

det lyder bare så skrøbeligt. Men jeg har altid fået ros. Ved ikke, hvor det problem kommer fra.
Jeg kunne bedre forstå det, hvis jeg ofte havde haft svært ved ting, men sådan har det bare aldrig været.

Det er vel noget med, at jeg helt konkret må prøve at ændre min måde at tænke på.
Men hvordan gør man lige det?
Skriver ned, hver gang man gør noget godt?
sætter sig nogle mål, der er så overskuelige at man godt kan komme længere end det og synes at man er sej?
Det virker altså lidt tosset. Men det er det andet her i hvert fald også!