Jeg tror at ét af mine største problemer er, at der er så lidt jeg virkelig vil.
Det næste bliver så at lære at kæmpe for det og gøre en indsats, men det med at ville kommer jo først.
Det eneste jeg faktisk er sikker på at jeg gerne vil er at få børn, læse psykologi og give andre noget godt. De 2 sidstnævnte ting hænger i mit hoved meget sammen. Så er alt det udenom rimelig lige meget. Selvfølgelig vil jeg også gerne gå på shopping, have en fed lejlighed og blive verdensmester i showdown en dag, men jeg overlever nok hvis det ikke sker og det er kun flygtige øjebliks-ønsker. Jeg vil også gerne finde ud af at blive åben og tillidsfuld nok til at dele mit liv med en kæreste, men hvis det skulle udeblive, ødelægger det heller ikke det store perspektiv, selvom jeg ville være ked af aldrig at få børn.
I virkeligheden, skal børneønsket ned på 3. pladsen, for tænk nu hvis faren aldrig kommer eller hvis jeg ganske enkelt ikke er biologisk i stand til at udføre miraklet.
Med tingene rykket rundt, har psykologi så overtaget 1.-pladsen og dér har det sådan set ligget, siden jeg var 12.
Det er det jeg vil. Og hvis jeg ikke kan det, føles det mistænkeligt meget som om mit liv mister en masse indhold.
Når den, der har så få mål bliver frataget det vigtigste, er der ikke umiddelbart meget at komme efter.
Så selvom mine læsevaner stinker, så er det det, jeg er nødt til.
Der er rod med min eksamen, dén, som jeg regnede med at skulle gå om i august. Hvis de ikke vil lade mig gøre det, selvom jeg har afleveret som jeg skal og hvis de ikke godtager min dispensation, bliver jeg nødt til at prøve at komme til udlandet. Har skrevet til 2 svenske universiteter og har hørt at optagelseskravene skulle være til at overkomme et sted i England. Men jeg aner intet om det.
Jeg ved bare, at hvis det ikke er dét jeg skal, ved jeg ikke rigtig hvad meningen er.