Min farmor er død.
Hun blev opereret for kræft for 3 uger siden, fik fjernet noget tarm og underlivet.
Da jeg kom for at se til hende sidste onsdag blev hun bare så glad. Jeg kunne mærke på hende at hun var mere åben omkring alting end jeg nogen sinde før har oplevet. Det er man nok hvis man ved at man skal dø. Hun kunne ikke tale almindeligt, hun hviskede, og jeg kunne næsten ikke forstå hende. "Hvor er det godt du kom", sagde hun 5-6 gange i løbet af den time jeg var hos hende. Vi holdt hånd og så på hinanden som var det sidste gang vi havde muligheden. Og det var det jo så. Da jeg kom idag ved 11-tiden var hun helt væk, hun sov med halvt åbne øjne. Selv om jeg talte højt ind i ansigtet på hende, registrerede hun ingenting. Kl 16 ringede min far for at fortælle at hun ikke var her mere.

Farvel Farmor.
Hvil i fred.