Vi var heldige, veninden og jeg og hendes lille dreng.

Vi blev kørt hele den lange vej fra landet og ind til København af min far, da han alligevel skulle ind med nogle ting til en anden søster.

Jeg har nydt at være på landet.... men jeg kan også mærke, at jeg er alt for egoistisk til at holde til at lege familie-far-substitut alt for længe ad gangen. Jeg vil have tid til at være online og fedte lidt med lille mac, så længe jeg har lyst til, og jeg vil kunne gå en lang tur, uden at tænke på andre end dem og det jeg har lyst til osv.

Veninden har jeg kendt lige siden børnehaven. Når vi er sammen med den lille dreng føler jeg mig også lidt ansvarlig... også fordi jeg ved hun trænger til aflastning. Jeg er vist egentlig slet ikke så god til at give hende det, som jeg gerne ville være... det var også det, der blandt andet var pointen med at tage derud. At give hende lidt luft fra toværelses alene med 3-årig. Og så at hygge mig med dem naturligvis.

Vi fik slet ikke arbejdet overhovedet.. kun lavet mad og passet dreng og hund, gået ture, bygget minihuse i haven, plukket rababer, lavet kage af høsten... set tegnefilm med drengen, bygget sandslot med drengen etc. etc. etc.

Det er hyggeligt og sjovt, fordi det er min veninde og hendes søn - men kors i hele hule helvede - HVOR ER JEG GLAD FOR AT DET IKKE ER MIG..... man har jo ikke tid til at tænke en ærlig tanke for sig selv. STØN..... og mødre, ja ja, grin i bare... hvis veninden læste med ville hun også korse sig, for det er jo hende, der er moderen... jeg har bare været tilstede. Men summa summarum. Det er et kulturchok af de store. Det er ikke det samme, når det er søsters, dem føler jeg slet ikke samme ansvar for som for ham her.

Nå, det dejligste overhovedet...ud over stranden og vandet og solen... var at blive kørt hjem af min far, der fløjter så smukt, så han burde indspilles. Alt fra Carmen, den glade enke, dele af Matthæus Passionen, salmer, viser, og en helt masse andet. Han laver fine variationer og modulerer de forskellige ting med sjove overgange.... Klokke rent og en smuk tone. Kender ingen der kan som ham.

Jeg har siddet utroligt meget i bil og familien og hørt ham fløjte, laaange bilture til Holland, og kortere til familien på den anden side af storebælt. Det føltes så hjemligt, hyggeligt og rart... og det er tegn på at han er glad. Han er ellers så trist over at blive gammel og så sortseende. Det er en ren lise at høre ham gå forårs-amok med sit fløjteri.

Der er nogle bitte-små ting i dette liv, jeg er sindssygt taknemmelig for. Min fars fløjteri er helt klart en af dem.