Nå, hvordan lever man så, hm, umanerligt alternativt på en bare nogenlunde kvalificeret måde ? Jeg må vel bygge det op fra grunden med en konstatering af, at alle har nogle mindre strålende facetter, sådan rent eksistentielt set, der bare ikke hitter i nomineringen til svanemærket.

Jeg har stadig ikke fået svar fra tolkeformidlingen angående forhandlingerne med velfærdsministeriet, så bevillingsstoppet til Det Sociale Tolkeprojekt kan stadig gå hen og vare resten af året.

Lovforslag 154 handler om en pose penge til at hjælpe handicappede, og det ser jo godt ud på papiret, lige indtil, man eventuelt får at vide, at de 50 årlige tolketimer der regnes med til hver hørehæmmet/døvbeven, som måtte benytte sig af tilbuddet, er en kraftig forringelse.

Herre Jemini ! Der er mennesker som arbejder 50 timer på bare en uge. Siger jeg integration, så siger andre sikkert indvandrere - og jeg siger : for snæver definition af integration manner !

Det var det der med at leve umanerligt alternativt på en bare nogenlunde kvalificeret måde - tilbage til sagen ! Det er altså det alternative, og ikke handicappet i sig selv, som er udfordringen. Og jeg er måske bange for at være anderledes, men jeg er det jo alligevel, så hvordan gør man det med stil ? Det handler vel om at være positiv !

Ok, alle fanges ind af administrative kvababbelser, og mine er så af den her art. Det er ikke det. Det er det med at være positiv, men det er ikke det med at være positiv i sig selv, for det er jeg faktisk i stand til. Det er det, at det gør så satans ondt at skulle være positiv og altså åben og altså sårbar og altså bare konstant vælge at være moden og vokse med opgaven.

Altså den reneste form for mental strip/porno er, når sagsbehandleren vil have mig arbejdsmarkeds-vurderet af en psykolog og underretter mig om, at jeg gerne må få skrivetolke med, så jeg kan kommunikere ordentlig. De har ganske vist tavshedspligt, så det forslår, disse skrivetolke...De fleste, jeg kender, vil betakke sig for bare en yderst diskret konsultation med en sober psykolog, om de bar på en nok så stor en smerte. Ingen, absolut ingen, jeg kender ville binde an på 2 ekstra personer at dele sit inderste med !

Det show med skrivetolke, der dukker op - med bærbar, ledninger m.m. - og så straks ser sig om efter gode kontorstole. Man kan se det for sig, ikke ?! Alle sidder og ligner spørgsmålstegn. Hvad er nu det her ???

Det er urkomisk, ærligt, men man skal nærmest være uddannet skuespiller - og helst være i revu-branchen ! Nej, om igen ! Det ér SKUESPILLER UDDANNELSEN over dem alle ! Hvad en stand upper ikke kan få af fedt materiale ud af det. Memo til mig selv : kontakt Anden !

Energierne drænes allermest, når jeg ikke vælger at insistere på, at folk skriver til mig. Så var det det med at være positiv. Madonna mia, det at skulle løfte folk mentalt og få dem til at forstå, at det ikke er farligt at skrive stikord på en lap papir.

Lad mig lige forklare. Her er en umålelig kulturkløft forstået på mindst 2 måder :

1) Jeg er vant til at blive eksponeret og har ligefrem udviklet ekshibitionistiske talenter som en skuespiller, der gemmer sig bag sin rolle. Kultursammenstødet indfinder sig, når jeg møder en bly viol, der ikke er meget for at slå en prut, selv på et lokum.

2) Jeg oplever verden på stilleben facon, fordi det tager tid for mig at kommunikere med papirlapper og skrivetolke. Lidt som et kamera, der fordyber sig i et enkelt moment og dets detaljer. Derfor har jeg en anden tidsopfattelse, der ikke mindst er blevet forstærket af arbejdsløshed. Det er mentalt nærvær, som betyder noget for mig. Altså et mindre kultursammenstød, når jeg møder folk, som udtrykker sig bedre gennem fysisk handling og koncentration på gøremål i stedet for personer. Det må komme hver gang, for her forsvinder jeg jo som dug for solen.

Hvad blev det så til ? Energidræningen og kultursammenstødene. Godt så, det kan jeg forholde mig lidt mere rationelt til.

Skriv stikord til mig på en lap og tænk over, at invalid betyder ugyldig !