Jeg har fået nok! Jeg har fået nok af larmende, egoistiske naboer, som ikke tager hensyn til de stakkels folk som er fanget i samme bygning som dem. Jeg har fået nok af dårlige bygninger uden lydisolation. Jeg har fået nok af ørepropper, som ALTID falder ud i løbet af natten. Jeg har fået nok.

Jeg kan bare ikke forstå, at overboen skal have besøg af 7 børn hver eneste dag, som åbenbart får lov til at spille fodbold i stuen, hvorefter der bliver skældt og smældt i flere timer. Jeg kan ikke forstå at selv samme overbos vaskemaskine skal lyde som en slagboremaskine, og selvfølgelig også lige sættes i gang klokken 11 om aften og igen klokken 6 om morgenen. Har dem seriøst mistænkt for at have en ulovlig børnehave. I går blev al denne larm så kombineret med en larmende fest fra underboen. Det skal der også være plads til, men ikke hele tiden. Det lød ellers som en ret sjov fest. De sang og råbte wuhu-lyde og snakkede i en pærevælling mens bassen brummede. En bas som også fik min seng i bevægelse. Imellem bassen og slagborevaskemaskinen vil jeg sværge på at lejligheden faktisk vibrerede i går.

Det ironiske er, at T, som graciøst har tilbudt at dele sin lejlighed med os, op til flere gange har sagt at det er dejligt, at der aldrig er larm!!!! Det er sådan et udsagn, der udstiller mine medmenneskelige evner. Er jeg bare for sart? Det skal dog lige nævnes, at T arbejder i udlandet det meste af ugen, og når han er hjemme, er han så meget et dampbarn, at der altid skal ske noget. Så er han i byen, på besøg ved venner, og når han har en kæreste, er de altid hos hende. Desuden kan han sove fra et jordskælv. Han vågner først når man hopper i hans seng og råber OP! Hans livsstil – og hørelse – passer måske bare bedre til lejligheden.

Eller er det bare mig, der er smålig? Mig der er alt for asocial til at bo i nærheden af andre mennesker? Det tror jeg virkelig ikke. Jeg elsker at have mennesker omkring mig, jeg elsker at høre byens lyde. Jeg har godt nok også et væsentligt behov for alenetid, og en dag på landet eller ved havet, hvor de eneste lyde som når mine ører er opstået af dyr eller naturen, kan oplade mine batterier på en måde intet andet kan. Men at flytte derud – aldrig i livet.

Det er derfor kæresten og jeg nu kigger på byhus. Et fritstående hus. Ingen rækkehuse, ingen halve huse, ingen kvarte huse, kun fritstående huse. Men så har jeg bare en snigende fornemmelse af at livet vil give mig en lærestreg for at være så asocial. Den kommende nabo har sikkert en hund, som altid står i haven og gør efter det imaginære postbud. Eller en nabo, som nyder at gå i haven med sin elektriske sav klokken lort hver weekend. Eller endnu en ulovlig børnehave. Det kaldes vist karma.

Og så må jeg vel købe et nedlagt landbrug og isolere mig fra al menneskelig kontakt! Eller opfinde ørepropper som bliver hvor de skal!

Men hold nu kæft – bare en lille bitte smule – please…

r.