Jeg virker til at have fundet en mærkelig sindsro, ligevægt, sjælefred omkring tanker om graviditet. Den paniske fornemmelse som til tider har fortæret mig virker til at være forduftet. Det sidste år har jeg praktisk talt været opslugt af frygten for aldrig at blive gravid. Tanken om aldrig at mærke liv i mig og aldrig finde ud af hvilket mirakel mine og kærestens gener kunne fremtrylle, har næsten fastfrosset mig i frygten. Endnu en menstruation betød, at jeg aldrig ville få en familie. Endnu et velskabt barn bragt til denne verden betød dårligere odds for mig. Endnu et hormonforstyrrende, paraben-befængt produkt betød mindre frugtbarhed. Endnu en drink eller pizza forgiftede mine chancer. Jeg sætter det lidt på spidsen her, men lignende tanker har rumsteret og forstyrret min dagligdag.

Den nyfundne sindsro - jeg tror det er visheden om, at jeg nok skal få en familie, som har en stor del af æren for den. Med alle de hjælpemidler som findes nu, hvor kvinder uden ægløsning alligevel kan blive mor sammen med muligheden for at adoptere fra hele verden, så skal vi nok blive en familie en dag. Så nu må jeg bare vente og se, hvordan min familie skal opstå, og samtidigt leve det liv, jeg ønsker.
Og i stedet for at føle mig fanget i stilstand, vil jeg i stedet betragte denne tid, som den søde ventetid. Ventetid på hvordan fremtiden skal se ud. Og imens skal ventetiden mikses godt sammen med en masse sjove oplevelser, for denne ene beslutning skal ikke styre min lykke. Jeg vil være et helt menneske som mor, så jeg må derfor også være et helt menneske nu.

r.