Sidder fucking og tuder. For helvede hvor er det åndsvagt altså. Mit humør kører hele tiden op og ned. Det så nederen.
Je. ringede tidligere idag, lige inden jeg skulle på arbejde. Drengen har fået klaymydia og mener det er mig der har smittet ham. Hvordan fanden skulle jeg kunne have gjort det. Den eneste jeg har været sammen med er ham, og så ham på festivalen. Men blev testet negativ i sommers, og har kun været sammen med ham siden. Det er også ligemeget hvem der har smittet hvem. Ved ikke engang om jeg har det, men sandsynligheden er rimelig stor. Skide godt. Der der var i det, var at da jeg snakkede med ham udbryder han pludselig "jeg får gæster nu. Hej". Du skal fucking ikke afslutte en samtale med mig på den måde. Han bliver selv så mega sur hvis ikke jeg afslutter en samtale ordentlig, efter hans mening. Han kan glemme det kan han.
Han ringede igen nu her til aften og ville snakke. Forklarede ham at jeg var skuffet over den måde han bare have afsluttet samtalen på. Han forsvarede sig med at det var hans kæreste der kom og han havde ikke snakket med hende endnu. Jeg er simpelthen så ligeglad. Han havde ikke engang behøvet at nævne ordet klamydia for at afslutte samtalen ordentlig med mig. Jeg hader at han gør det.
Kunne høre han var udenfor. Spurgte hvor han havde været. Nede og aflevere kæresten ved bussen. Fucking løgn. Du følger ikke hende til bussen, eller helt hjem, når du aldrig har gjort det ved mig. Ikke engang tilbudt det. Jesus. Jeg er så træt af at han påvirker mig sådan her. Gider det ikke. Det er dejligt at han har fundet en kæreste han er så glad for. Jeg gider bare ikke høre om det. Som igår hvor han sagde at det også lidt var noget lort at han var så glad for hende, for nu havde han en der virkelig kunne såre ham fordi hun betød så ubeskriveligt meget. At det ikke var noget han havde prøvet før. Nå okay! Så det var ikke sådan du havde det med mig eller hvad. Du har aldrig holdt så meget af mig. Fint nok. Jamen det er da rart at vide.
Han skylder mig stadig min fødselsdagsgave, som jo så ikke er noget materielt. Igår foreslår spasseren at vi da kan spørger hans kæreste om hun ikke vil med. Fucking nej altså. Hun skal ikke med på min fødselsdagsgave-tur. No way. Det er min dag, og bare den dag vil jeg føle at jeg stadig betyder noget for ham. Bare den dag. Så lad mig dog. Men hvad siger jeg selvfølgelig? "Ja da. Det kunne være super hyggeligt. Det synes jeg vi skal". Skide godt Anne. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare sagde hvad jeg mente. Men nej.

Helt oprigtigt synes jeg det er rart at han har fundet en kæreste, det tror jeg han havde brug for. Men jeg har ikke lyst til at vide hvor fantastisk hun er. Det ville have været noget andet hvis jeg altid bare havde været en veninde for ham. Det har jeg bare ikke. Det burde han forstå. Forstår ikke at han ikke kan se det. At han ikke kunne fornemme nu her til aften er der var noget galt og derfor spørger ind til mig. Ingenting.
Sad og læste tysk da tårerne pludselig kom. Forstår det ikke. Hvorfor kom de lige der. Det hele kom bare frem. Alle tanker. At jeg har troet at jeg havde betydet noget mere end jeg har. At alt det, eller i hvert fald bare noget af det, han har fyldt mig med gennem tiden, var sandt. Føler mig til grin. Også fordi han tror jeg stadigvæk ikke er kommet videre. At jeg aldrig finder en anden. Gu' gør jeg det. Og han kommer til at betyde ligeså meget som ham. Så bliver det mig der kan fortælle hvor fantastisk han er.
Ville ønske at jeg kunne finde ud af sige "hvorfor fortæller du mig det" til ham. Ligesom han har sagt så frygtelig mange gange. Jeg gør det bare ikke.

Jeg kan ikke sidde i den her cirkel mere. Ikke igen.

Ikke engang et "der er min yndling jo" fra Lo. kan gøre det. Hun plejer ellers at kunne få et smil frem til enhver tid. Ikke idag.