Det skulle have været en god aften. Jeg havde glædet mig til den i lang tid.

Emil skulle være hos sin moster. Hver gang hun har været herhjemme, har Emil virket rigtig glad for hende og meget interesseret. Jeg tænkte at det umuligt kunne gå galt…

Lars og jeg afleverede Emil ved 16-tiden. Jeg har knoklet i to hele dage, med at putte min mælk på flasker så han i hvert fald ikke skulle være sulten i fremmede arme. Det er fandme hårdt at flyde i flasker og i ham på samme gang og jeg blev enormt frustreret flere gange pga den åndssvage brystpumpe. Det er jo i forvejen heller ikke med is i maven, at jeg skal være væk fra ham men jeg har tænkt at Lars og jeg havde brug for noget tid sammen…og JEG havde brug for et par timer uden at være på hele tiden.

På vej i bilen til restauranten, ville jeg skrive en sms til ”moster” på Lars´ mobil. Jeg får, DUUUUUM som jeg er, kigget i hans beskeder og ser han har sendt en besked til en ”Helle”…”Hej søde Helle…håber du får en super dag”! Det væltede mig bare…døjede i forvejen med morgendagens tunge følelser.

Jeg har ikke Lars mistænkt for at tage r**** på mig. Faktisk har jeg altid stolet meget på ham. Jeg tænkte nu heller ikke at han havde gang i noget med hende her, men tonen i beskeden gav mig kvalme…du ved, den her kvalme man kan føle når man bliver bange og ked af det. Det er vel hele vores situation taget i betragtning, som gør mig rigtig sårbar i forhold til ham. Selv at han tager på cafe med vennerne, sårer mig og jeg føler mig efterladt og alene.

Jeg sagde til ham, at jeg havde set den her besked og den gjorde mig ked af det selvom jeg godt vidste at der ikke var videre grund til det. Sagde at jeg godt vidste jeg skulle holde snotten for mig selv mht hans telefon.
Jeg kunne alligevel mærke på ham, at han blev undskyldende over denne her sms men jeg stoppede ham i at forklare. Vi sad længe tavse i bilen og jeg kunne vitterlig ikke sige noget af frygt for at begynde at græde helt vildt. Jeg kunne mærke HVOR´ fyldt op jeg var omkring os.

Alligevel tog vi ind på restauranten men nåede kun lige til side 1 i menukortet, før mobilen ringede. Emil var sønderknust og vi skyndte os at hente ham. Jeg er bare glad for at ”moster” ringede og ikke forsøgte at presse ham til at være. Han var utryg og ked af det og trængte til os.

Vi kørte hjem og han blev straks helt på toppen igen. Dejlige lille dreng…min dejlige lille baby…men hvor havde jeg dog alligevel glædet mig til at sidde på restaurant og spise i et par timer. Men hovedsagen er at Emil er tryg. Til højre med den restaurant!

Herhjemme snakkede vi lidt sammen. Jeg sagde som jeg følte; at jeg ikke tror jeg kan klare det her. Jeg er bange for at det må være enten eller mht os. Jeg tror ikke jeg vil kunne acceptere at han kommer og går på den måde og jeg må være efterladt med det tunge læs. Så hellere klare det helt selv og ikke føle skuffelse over ham og det han gør/ikke gør.

Jeg har lyst til at bede ham holde sig helt væk, ikke at se ham indtil han føler sig klar til en RIGTIG TILVÆRELSE med mig og Emil. Men det kan jeg jo ikke. Vi har Emil sammen og Lars skal jo se ham.

Åhhh jeg er så forvirret og ked af det over Lars. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er træt af at være så ked af det og træt af at blive såret og skuffet. Jeg vil gerne leve, have en god tilværelse…flytte væk og danne et hjem hvor der er dejligt at være. Jeg vil så gerne leve og give Emil alt det bedste. Jeg kan ikke byde ham at være så ked af det hele tiden. Selvom jeg gemmer det væk når han er vågen, vil han med tiden kunne mærke det.

Vil slutte her…føler behov for at skrive grimme ting…det går ikke.

Hul i dig Helle!!!

Ku’ ik dy mig