Jeg føler mig så underlig til mode. Det er en blanding af en følelse om, at tingene er ”ok” og en ubeskrivelig tomhed der helst vil holde mig passiv og afventende. Kort sagt, kan jeg vel ikke finde ud af, om jeg har det godt eller skidt.
Min mor er jo hjemme. Det er så normalt men samtidig så ”forkert”! De bor samme sted som inden de sejlede ud i verdenen, i min fætters hus. Ingenting i det hus har ændret sig. Når jeg kommer derhjem, mødes jeg af samme duft, samme stemning…mor som tusser rundt og bager rugbrød og ”far” der ligger på sofaen og griner over et eller andet åndssvagt program. Det hele er som før de rejste…men nu er de hjemme.
Det ”forkerte” kan vel forklares med, at min adskillelse fra mor, på daværende tidspunkt, var utrolig hård for mig. Jeg havde det rent ud sagt ad helvedes til, kunne ikke få noget som helst til at fungere inden i mit hoved, var syg, medicineret, uansvarlig og alkoholiseret!!! Det hjalp mig nok, set i bakspejlet, at give slip på min MOAR. Jeg tog en gevaldig nedtur, men fik derefter samlet mit liv sådan nogenlunde sammen. Hmm, jeg begyndte i hvert fald at tage lidt ansvar og drak kun moderat når jeg ikke var til gene for andre!
Nu er de så hjemme igen. Men tingene har ændret sig, JEG har ændret mig. Jeg er ikke syg, jeg drikker ikke, jeg er endda aktiv i hverdagen og får kun en lille-bitte lykkepille som jeg vel i realiteten godt kunne undvære.
Nææ, så det er vel ikke ”forkert” at min mor er hjemme. Jeg mødes nok bare af et væld af erindringer om, hvordan tingene har været.
L kommer fra skiferie i dag. Jeg ønsker at han kan holde kursen herhjemme. Det vigtige er at han kommer i gang med en form for job ASAP. Det duer ikke hvis han ikke har noget at rive i. Han bliver sgu dårlig af det, tror jeg.
Jeg har savnet ham i de her 10 dage, men jeg tror også det har været godt for os med en lille pause fra hinanden. Vi havde 3 vidunderlige uger sammen i Malaysia, var sammen hvert sekund og det er det bedste grundlag at skilles på.
Jeg forstår ikke at jeg endnu skal vente 2 måneder før jeg deler mig i to. Jeg synes min mave er KÆMPE allerede, jeg kan knapt selv tage sko på og puster og stønner ved den mindste anstrengelse. Hvordan bliver det så ikke om bare en måned??? Babyen sparker helt vildt. Den er efterhånden så stor, at de små bump jeg før mærkede, nu gradvist er blevet til de her skubbende og møvende bevægelser. Min røv er sgu også stor synes jeg…
Jeg spejder efter min mobil hele tiden og tjekker min mail konstant. Jeg har lagt billet ind på et lejlighed som jeg bare MÅ leje…hvorfor vælger de ikke mig???
Alting bliver bedre hvis man tager et bad og tager friskt tøj på, så det vil jeg gøre. Lige lidt kaffe først tror jeg…
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Dejligt og forkert er publiceret
18/02-2007 12:06 af
Bastian.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.