"Ja, men egentlig er det jo lige som skibe i natten, hvis ikke vi hele tiden angiver hvor vi er, så går det jo galt!
Det synes jeg faktisk var ret godt set. Nogle "skibe" har så tilsyneladende mere brug for navigation/kommunikation end andre."
Uddrag af siden "skibe i natten" fra Dotts.dk
---------------------------
Det er jo så rigtigt - nogle skibe er utrolig gode til hele tiden at fortælle hvor de befinder sig, til at sende både signaler og nødraketter, andre sejler bare i stilhed gennem natten uden at fortælle det til nogen. Den der sejler i stilhed har chancen for at komme igennem natten uden de store begivenheder, uden at rammes af andre uden selv at ramme ind i noget - MEN der er sandelig også en risiko ved ikke at fortælle, hvor man nu lige er på sin sejltur.. Man kan blive overset, man kan blive ramt alvorligt af andre skibe, og man kan komme helt ud af kurs.
I et parforhold kan der faktisk være 2 skibe, der sejler på hver sin sø, hvert sit hav - de kan sejle så langt fra hinanden, at de ikke kan høre hinandens tågehorn eller se de nødraketter, der opsendes. Måske er de startet ud i samme havn på et tidspunkt, har fulgtes ad ud på livets hav, måske har det ene skib holdt sig nøje til den planlagte kurs, måske har det andet haft en nygerrig kaptajn, der ville se, hvad der gemte sig i bugter og vige, måske endda taget et kik ind ad en spændende flod. Hvad sker der, når det skib, der har fulgt kursen, opdager at det andet skib er på afveje, er ude på opdagelse for sig selv ? Ja, det kan jo vælge at lægge til kaj og vente på at det andet skib kommer på rette kurs igen, og det kan vælge at sejle videre til/i sin egen sø uden at stoppe op. Og hvad sker der, når det andet skib kun sejler rundt i skønne oplevelser uden tanke for, hvad der sker med "søster-skibet", uden at sende melding overhovedet om hvad der sker.. En skønne dag opdager kaptajnen måske at det andet skib er helt ude af syne, uden for rækkevidde...
Ja, det skal jo gå galt...! En eller anden form for kommunikation skal der til, hvis de skal mødes igen, hvis de skal ha' glæde af hinandens oplevelser, hvis de skal kunne sejle videre sammen på samme sø. Skibet med den rette, lige kurs ved slet ikke, hvad det er gået glip af ved ikke at lægge mærke til afvejenes skønhed, og det andet uregerlige skib ved ikke hvilken tryghed det har mistet ved at forlade sin følgesvend på livets hav.
Disse skibe må ha' gang i telegrafisterne, telefonisterne m.v. De må afklare med hinanden om de skal mødes og hvor de skal mødes, om de vil holde kursen sammen, eller give hinanden frihed til at tage en anden kurs nu og da for igen at mødes når tiden er rigtig til det.
Uha - hvor kan det dog være svært at være et skib i natten, at ønske sig frihed til at se hvad livets hav indeholder og bevare trygheden i at være to skibe, der følges. Det kræver mod at sejle alene, at give afkald på trygheden og den fastsatte kurs - og tillid at lade det andet skib sejle som det selv lyster... og det kræver kærlighed at kunne rumme hele livets hav. At huske at angive, hvor man befinder sig, er såmænd kun en smule respekt, og er det ikke det mindste man kan vise sit "søster-skib" ?

- blot et par tanker ud fra Dott's ord
Kærligst
Wildrose