har været inde og ture den lidt på debatterne og blev sgu næsten helt i dårligt og trist humør. måske er jeg bare landet i de forkerte debatter. det håber jeg virkeligt, ellers er fyldepennen på vej over i digte.dks tilstand...meeen..det tror jeg nu ikke, ikke fyldepennen.
goethe havde alligevel ret...vi er alle børn, på både godt og ondt, det er faktisk lidt sjovt at se. næsten ligegyldigt hvilken situation jeg ser eller opever, kan den næsten altid kopieres over i børneverdenen. især de gange på arbjede..alle de julefrokoster, alle de pusten-sig-op-mennesker, fulde eller ej..hele tiden lgetøjsfikseret.

jeg er altid anderledes når jeg står overfor et fuldt menneske..det er som om det ikke er et rigtigt menneske, og jeg respekterer ikke vedkommende, som jeg ville gøre, hvis vedkommende var ædru...det er sgu lidt tegneserieagtigt, men faktisk utroligt underholdende at være tilskuer til (til en vis grænse dog).

især som amatørforfatter..hold kæft hvor bliver man inspireret at at stå og glo på folk i flok og een ting jeg er nået frem til, hvilket jeg egentlig altid har syntes, uanset hvad for nogle facader eller problemer eller hvordan vores barndom har været, så er vi sgu ens.
jeg tror bare man noglegange skal kradse lidt og vups, så er den der.
jeg gik for nogle år til en healer og hun åbnede mine øjne til især een ting. at når jeg ikke kan lide een person, kan det være det er fordi han/hun repræsenterer noget ved mig selv jeg ikke bryder mig om eller gerne vil have.
og nu har jeg prøvet det en tre fire gange og det ender sgu altid med at jeg har det pissesjovt sammen med personen!!! utroligt, alligevel.

jeg kan sgu ikke lide alle de mennesker jeg møder, men jeg synes jeg er begyndt at tænke en smule anderledes. de er jo bare små børn, der enten vil have opmærksomhed, er usikre eller noget tredje. akkurat lige som mig.

men jeg elsker godt nok at have fri, alligevel. det er fandme hårdt at skulle servicere mennesker konstant og nu skal jeg bare slappe af, æde fuldstændigt hæmningsløst og glo alt det fjernsyn indtil mine øjne popper ud..aaahhhhhh.

og jeg vil vædde med at jeg ikke er den eneste her i landet--hæhæ

jeg venter selfølgelig stadig på svar fra forlaget, men det er efterhånden blevet til sådan en indgroet vane, at det er noget på sidelinien. for hvor er det dejligt igen at leve livet og ikke konstant gå og tænke om man nu får afslag eller om man nu får chancen eller bla.. det tærer og så vigtigt er det sgu ikke. ikke mere. jeg tror endelig jeg er ved at have fået tæmmet den der evige søgen efter faderlig anerkendelse, tæmmet, ikke slået ihjel, fordi den skal være der, tror jeg. min utopiske teori, der engang omhandlede den tro at der ude i verdenen fandtes mennesker der bare hvilede i sig selv. KUN i sig selv, uden nogen krav på andres anerkendelse, er afvist. det kan ikke lade sig gøre...og heldigvis for da!!! det hiver, for mig, disse udødelige mennesker ned, hvor jeg står, så jeg kan se dem i øjnene, og indse at jeg kan nå lige så langt som dem. fordi vi er ens.

men i går bevidste jeg lige for mig selv hvor uens min kæreste og jeg er. tankeløs, kan man vist godt kalde mig noglegange, men jeg elsker at der ikke er langt fra tanke til handling. men jeg ved at noglegange skal der lidt tænketid til. den tålmodighed har jeg bare ikke.
har aldrig haft, tror jeg, men er ved at lære. men det sus, den rus, denne flydende strøm af aktivitet, af handling, at spontanitet tilsat en lille smule galskab, wow...for noget så banalt som at smide 5600 til en ny computer!!!
ha..ha..hold kæft hvor åndsvagt! jeg bliver aldrig klogere..heldigvis. arrigskab er nu godt for noget. det avler handling..hæ..hæ.