Hmm omkring min datters bopæl og hendes far.Det jeg er mest ked af i denne sammenhæng, er at jeg jo ikke engang ved om det her er det mest rigtige. Hvad nu hvis det går helt galt når hun bor hos ham? Hvad nu hvis han ikke er god ved hende? Hvad nu hvis han ikke giver hende go nok mad(sund mad) og hun tager endnu mere på end hun ville gøre ved at bo hos mig? Jeg har en masse bekymringer.
Han er så overbevist om at det han gør er det rigtige og han kan det hele bedre end mig. En del af beslutningen kom af at jeg ikke orker at kæmpe mere. Jeg vidste at hvis jeg ikke gir mig, og han taber, så anker han alle de gange han kan og jeg magter det ikke i længden, jeg bliver kørt ned og det er ikke godt for mine børn at jeg render evigt deprimeret rundt. Så kan jeg jo heller ikke være der for mine børn. Så vil jeg hellere opgive og få det bedste ud af det.
Der er mange ting i den her sag som bekymrer mig, lige nu kan jeg bare ikke sætte ord på dem alle sammen, måske kommer de hen af vejen?
På den anden side har jeg følt mig meget presset af kæresten og hans forældre til at køre retssagen, selv om jeg godt ved at de ikke direkte har presset, bare ytret hvad de mente var bedst. Men det presser mig når folk har en mening der er anderledes end mig og det påvirker og manipulerer mig.
Allerede for 2-3 år siden da Faren spurgte mig første gang om hun kunne flytte over til ham, følte jeg inderst inde at jeg havde lyst til at sige ja. Fordi jeg godt ved at jeg ikke magter det. Men jeg turde ikke.
Det er på tide jeg begynder at være ærlig overfor mig selv og tro mod mine følelser. Min datter kan jo mærke at jeg ikke 100% vil hende når hun er hos mig. Jeg tror på at det her bliver bedre for mig og giver mig noget mere ro. Jeg håber bare at jeg tager fejl af faren og han klarer fuldtidsforældre rollen bedre end mig.
Jeg er mest af alt forvirret lige nu.