Når ens liv går i spåner hvad gør man så? Når man er magtesløs og sidder fast. Når man ikke har nogen idé om hvordan man kommer videre og hvorfor man har det sådan... Hvad gør man så? Hvad gør jeg så?

Er bange. Skræmt fra vid og sans. Jeg kan ikke mere. Jeg har mere end jeg nogensinde har ønkset mig, og nu kan jeg ikke. Det hele er for... Det er svært at forklare, men jeg sidder fast og det hele er på randen, muligvis, til et sammenbrud. Jeg gad godt jeg havde nogle piller ligenu. Der fik mig til at stoppe med at tænke. Gad godt at hjernen bare var dopet, og hjertet det samme. Hele kroppen. Så jeg bare sad her og stirrede ind i væggen uden at føle at jeg spilder mit liv, min dag, min time, sekundet. Det hele er blevet for voldsomt. Jeg kan ikke holde til det. Jeg har lyst til at tage i tivoli, forlystelsesparker, men der er ikke nogle der har åbne. Jeg har lyst til Nepal, men jeg kan ikke skride fra det hele. Ud over det har jeg lyst til forandring. Det ville være så rart hvis der skete noget. Et eller andet. Det hele er for simpelt og jeg kan ikke holde til det. Ikke længere. Torsdag skal jeg i kravlegård. Mon det er ligesom tivoli? Jeg tvivler. Snart har jeg kørekort.. Hvis jeg kan finde ud af det. Og snart er det jul. Og jeg er allerede startet på mit had julen projekt. Mit jeg-orker-ikke-høre-om-det-jule-fræs-projekt. Mit FUUUUCK JEG HAR IKKE RÅD TIL GAVER OG HVAD HELVEDE SKAL JEG ØNSKE MIG projekt. Mit nej nej nej hvad skal jeg gi th projekt.
Og det er ikke december endnu. Er allerede træt af jul. Har jeg været siden 24okotber hvor den sindsyge danskers nedtælling begynder.
Jeg skal ikke sidde her. Jeg skal lave lektier.. Jeg har så fandens mange for. Jeg kan bare ikke overskue det. Går i spåner. Opløses. Forsvinder.

Farvel