Jeg har uendeligt mange lektier for og jeg orker ikke at lave dem. Siden jeg spiste aftensmad fredag er det eneste jeg har spist siden: chips, en ggrovbirkes, lidt slik, 1 rundstyk, og 3 stykker pizza. Vil ikke ryge tilbage i gamle vaner, jeg har bare ikke ret meget lyst til at spise. Det føles ikke rart når jeg gør det.

Jeg er begyndt at træne lidt. Har gået til pilates i nogle uger nu. Og jeg har været omme at svømme. Har løbet en tur en dag hvor vejret var smukt og det regnede. Siden har her nærmest været storm, frost, og vild regn, og jeg har ikke haft lyst til at løbe. Men jeg skal træne. Jeg skal igang med alverdens.

Th har stjålet mit hjerte, og når ikke han er her, og når ikke han skriver, så er det hele bare wah. Dobbelt WAH. Jeg morer mig ikke ret meget.
Jeg ser mine venner hjemmefra sådan cirka aldrig. Taler kort med dem sådan cirka en gang i mellem. Bliver ikke til ret meget for tiden. Og de har spurgt om jeg er gået under jorden. Måske lidt. For det har jeg brug for. At være helt selv i min egen lille verden hvor det vigtigste er at komme væk. At skride så snart det bliver muligt. I en verden hvor jeg bekymrer mig om alt. Og alt alt for meget. Og bekymrer mig om, at jeg bekymrer mig for meget. Hvor jeg dagligt tænker over om th er lige så forelsket i mig som jeg i ham, og hvis hvor lang tid så endnu. Hvor bekymringerne flyver hen på nepal, på om jeg kan rejse alene, finde en bagpacker, eller om jeg skal med en gruppe. Hvilke steder jeg skal se, og hvor lang tid jeg skal være væk. Om jeg skal vælge frivilligt arbejde og hvor meget. Bekymringer om penge. Føler ikke jeg har ret mange. Og ikke nok til nepal. Tænker på at flytte hjemmefra. På at komme væk. På at der bare skal ske et eller andet. På om mig og th nu er så perfekte. Om vi er et godt match, og om alt muligt jeg ikke kan sætte ord på. Om jeg får ryddet nok op, og set det gode i tv'et. Om jeg ser for meget tv og hvad jeg i stedet skal gå igang med. Om det er slut med at skrive, sådan for alvor skrive. Vågner ikke op om natten længere, med ord der bare SKAL ud, historier der skal fortælles, og fingre der skal skrive. Det hele er bare for meget. Jeg vil væk fra det her hul, fra det her liv, fra mig selv. Det hele er bare forsent. Jeg er her, og her er jeg nødt til at blive. 11 måneder endnu. 11 alt for lange, alt for røv dumme måneder.