Mit liv har taget en drejning! Jeg forstår stadig selv meget lidt af hvad det er som sker rundt om mig. Det er endnu ikke gået helt op for mig.

Efter små 14 dage i Thailand finder jeg ud af at jeg er gravid. Min menstruation kom ikke og jeg købte til sidst en test. Det endte faktisk med at jeg lavede hele 4 tests men de to streger som indikerede at testen har positiv, stod for mig som en pløre.

Da jeg så skvatter om på en netcafé og må med udrykning til et lille lokalt hospital, går det op for mig at….JEG ER GRAVID!!!

Kan stadig ikke forholde mig til ordene ”jeg er gravid”!

Tilbage i 2001 for jeg ellers konstateret at jeg er barnløs. Jeg ”floppede” alle 3 inseminationsforsøg og min daværende kæreste var der ikke noget galt med. Faktisk havde jeg kommet til den konklusion at jeg IKKE kunne få børn. I hvert fald ikke uden en masse besværligheder.

Men så sker det kræft edme og når jeg mindst venter det. Aldrig er jeg blevet så overrasket før.

Nå men er jeg…er VI så positivt eller negativt overraskede?

Hmm, vi kunne til at starte med ikke rigtig finde ud af at tale om det. Vi blev enige om at gå de sidste 14 dage i Thailand og lade tankerne omkring det lede os. Måske var det bare fedt at være væk fra alt herhjemme når man skulle overveje sådan en beslutning.

Jeg skubbede det vist bare foran mig. Vi snakkede kun lidt om det men det hele virkede for omsonst og uvirkeligt.

Hold kæft hvor mit hoved har kørt. Det kører stadig. ALT vælter rundt og der popper flere og flere spørgsmål op hele tiden. Frygt, glæde, lettelse, angst, forvirring…ja der er vist lidt af hvert i hver en tanke.

For at nå en beslutning blev jeg nødt til at udelukke alt omkring mig. Jeg er blevet nødt til at søge helt ind i mig selv og mærke efter. Hvad kan jeg sige? Der er bare noget som føles rigtigt og jeg vil gerne gøre det her, det vil jeg!

Men jeg er så bange. Jeg er ikke bare bange, jeg er skrækslagen.

Han vil også gerne. Han kom hjem efter en aften med en ven i mandags og virkelig meget afklaret da han sagde, at han havde kommet frem til at dette var noget han gerne ville. Han ville gerne det her sammen med mig.

Det betød meget at han sagde det sådan. Min egen beslutning var nok taget med det betød alligevel noget afgørende inde i mig.

Men han har det forfærdeligt for tiden. Han skraber bunden og hver dag føles som en kamp for ham.

Det er nok DET der gør mig så bange. Jeg rammes nu hele tiden med tanker hvor jeg føler mig ude på dybere vand end jeg nogensinde har været før. Samtidig vokser en sikkerhed inde i mig om at jeg har valgt det rette.

Men jeg er bange for vores vegne. Jeg føler mig meget alene.

Der er stadig et par ting som skal afklares først. Har min brug af medicin gennem de sidste år noget at sige? Det har det måske. Det får jeg svar på i dag hos lægen. Han ville undersøge alt for mig.

Jeg drikker ikke og har ikke rørt en dråbe i nu… snart 50 dage.

Øv jeg troede ellers endelig at jeg kunne sætte ord på det her men jeg blokker allerede. Det her må kunne gøre det for nu