Det var en pragtfuld dag i går. Ikke fordi der skete noget revolutionerende stort, men dagen var bare…ja DEJLIG!

Min plan havde været at tage hjem hen ad eftermiddagen. Vi havde knoklet godt med båden og jeg tænkte det ville være bedst at komme hjem og have en stille ”alene-aften” inden det store gastronomiske ræs ville starte.
Men jeg havde egentlig ikke lyst.

Det bliver sværere og sværere for mig at tage af sted fra landet, båden og mine ”forældre”. Nedtællingen er nu for alvor gået i gang, vognmanden er bestilt og sejlene er næsten færdige. Det er nok mit forsøg på at SUGE så meget ud af vores tid som jeg kan, selvom dagene på værkstedet og hele stemningen ER stressende og presset.

I går var det bare anderledes.
Solen væltede jo ned, fuglene var særdeles pippende, arbejdsopgaverne løste sig som smør mellem fingrende (!!! Det var sgu da en underlig ting at sige…nå du ved hvad jeg mener!!!), ”far” satte lækker musik på indefra værelset, det var bare os tre og arbejdsgangen var vidunderlig hyggelig.

Med hver vores værktøj i hånden (mig; en pensel, mor; en pensel og ”far”; en eller anden ”papegøje-huggert”!) gik vi på båden og diskuterede yndlings-beatel, mormors demens-symptomer og hvor det mon var bedst at bo i verdenen.

Da arbejdsprogrammet var slut, mistede jeg helt den gejst jeg ellers havde levet højt på hele dagen. Jeg havde pakket min taske og tjekket togtiderne.

De havde også nydt dagen på helt speciel måde og mente at det ville være helt forrykt, at jeg bare sådan tog hjem til mig selv i stedet for at afslutte denne enormt konstruktive dag med en hyggelig grill-aften.
Inde i mit kontrollerede sind, havde jeg besluttet at skulle hjem og få styr på tingene til i dag. Jeg så det slet ikke muligt at blive.

”Ahh bliv dog! Vi skal nok sørge for at du kommer op til tiden” (ÅH, tidligt op? Ikke lokkende)
”Vi kan drikke en god flaske vin?” (ok, det lyder godt nok skønt…men nej det går ikke)
”Kom nuuu, bliv og hyg med os” (DET ER JO IKKE NOGET JEG HELLERE VIL…tænke-tænke)
”Vi har alligevel bil i morgen, ”far” skal hente en dims og du kan blive kørt halvdelen af vejen” (ORV, du siger noget der)
”Vi griller majskolber!” (Hvor er I FEJE! Jeg bliver!)

Det var en super hyggelig aften. Én god flaske vin blev til tre og mor og jeg blev snøvlende melankolske mens ”far” vamsede rundt og var barbecue-mester.
En Ole kom forbi (de hedder sgu alle sammen Ole på den havn!) og mor og jeg trak os ind til flimmeren.

Mor fumlede irriteret med fjernbetjeningen og indrømmede at hun nu savnede at kunne tage en million kanaler (på værkstedet kan man se DR1 og TV2 med sne på).
”HA! De viser sikkert ”Gæt hvem du selv er” eller hvad helvede det nu hedder…” !!!!!!!!!!!
Hold kæft hvor jeg grinede. Hun kan bare sige de mest åndssvage ting en gang i mellem. Vi blev straks enige om, at det måtte være en quiz for skizofrene.

Jeg elsker min mor. Hun er sgu bare den bedste!
Måske er jeg indviklet i en for snæver symbiose med hende men jeg tror jeg er parat til at give slip.
Det gjorde ikke nær så ondt at kysse hende farvel hertil morgen, selvom det lå i begge vores knus og kys at der ikke er langt igen.

Hun dør jo for helvede ikke. Hun finder jo heller ikke en anden datter og udskifter mig. Hun er her jo stadig.

Det må være mit mantra i den kommende tid.

De næste dage bliver mit fokus et helt andet sted.
I mit lille køkken, skal jeg ha’ lavet mad til ikke mindre end 60 gæster og indkøbene starter om halvanden time.

For at undgå at nogen sikringer vil springe inde i MH’s hoved, har jeg proklameret at have ”100% styr på det”!!!
Hmm, jamen det er så det jeg skal have!

Alt er planlagt men intet købt ind…endnu.

Jeg vil fatte mod, grave al min tålmodighed frem (MH er en forvirret stres-faktor i sig selv!) og gennemtjekke min ”lille” liste endnu engang.

Hun har ADGANG FORBUDT under madlavningen. "Det er din fest og jeg vil ikke have du skal knokle...den ordner jeg!" Selvom hun tog den aftale som en kæmpe tjeneste, var det lige så meget for min egen skyld.

LH kommer til undsætning fra i morgen tidlig.

Det skal nok gå