Når man skal beslutte om man vil have et barn som allerede ligger inde i maven, må man udelukke alt andet.

Det er hvad jeg er blevet nødt til for at finde frem til min beslutning.

Stadig spøger en underlig stemme inde i mit hoved; ”skynd dig at få den abort…smid de kilo du allerede har taget på…nej smid ALLE de kilo du har ”forbedret dig” med gennem de sidste 2 år og sjask dig ind i alkoholens trygge arme…fortsæt i samme rille!”.

Jeg kan ikke lytte til den stemme men samtidig er den svær at overhøre.

Stadig holder jeg mig fra at drikke. Det er møg svært men jeg holder mig.

Omkring L er jeg i vildrede. Hans forvirring gør mig svag i min egen beslutning. Nok som jeg føler lettelse ved at mærke at jeg ikke vil have nogen abort og gerne vil sætte dette barn til verdenen, bliver jeg i tvivl. Jeg bliver ked af det når han er omkring mig og jeg bliver bange. Han virker så svævende og jeg har svært ved ikke at tolke hans frygt som modstand overfor…at gøre det her.

Min familie støtter mig.
Mor kunne nærmest ikke få armene ned da jeg fra Thailand ringede og gav hende nyheden. Hun tror på at jeg/vi kan klare det her hvilket gør mig stærkere i min egen tro. Hun kender mig bedre end nogen anden. Hun har været der da jeg for bare 2 år siden som en klat snot slæbte mig gennem hverdagen.

Tror HUN at jeg er stærk nok til det her, må der også være en sandhed i det.

S som tvivler stærk på om jeg kan holde til det forhold jeg er i, tror endda at jeg ville kunne klare at være alene med det allerede nu.

Selvom jeg inden i stadig stoler på at L og jeg kan klare den sammen, må jeg også forholde mig til at det kan gå den anden vej.

Jeg havde nok aldrig regnet med at skulle være gravid og mor alene.

Han har søgt hjælp. Jeg bedte han om at gøre noget. Det er som om at hans møder ikke gør nogen forskel for ham mere. Og han får hjælp. Han får al den hjælp han vil have så længe han selv vil. De har vel også en stor interesse i at støtte ham inden han ender på gaden igen.

At han har besluttet at tage på søen fra næste uge af, begriber jeg ikke. Jeg forstår ikke at han vælger at flytte sig fysisk fra mig nu hvor han også har flyttet sig psykisk. Jeg forstår det ikke.

Men jeg støtter han også denne gang. Jeg tror bare ikke jeg kan blive ved.

Er det pga af penge? Penge…

Flygter han?

Dagen i går har tiltet mig. Jeg føler mig skæv inden i af at græde. Mine øjne vil ikke rigtig gå i sig selv og jeg mærker tunghed i hele kroppen. Dynen og sengen hvisker til mig men jeg tør ikke falde om og gemme mig væk. Tingene forsvinder ikke på den måde. Det har jeg dog lært.

Hvis jeg pressede ham ville han vågne lidt op. Han er bange for at miste mig. Måske ønsker jeg at det skal komme til ham uden at jeg råber højt.


Jeg forsøger at nusse lidt rundt. Jeg har hængt mine krystaller op og venter nu på at eftermiddagssolen vil skinne igennem den her inde i stuen og kaste et fortryllende lys ud på de hvide vægge.